Brombærsorbet
Den her brombærsorbet er super forfriskende og smager dejligt sødt og syrligt. Den passer rigtig godt i desserter, der har brug for et lille friskt pift, men kan også sagtens serveres for sig selv, når der står selvforkælelse på menuen.
Ingredienser
til 1 portion- 160 g sukker
- 1 3/4 dl vand
- 1/2 dl glukosesirup
- 600 g brombær (jeg brugte frosne)
- saft af 2 citroner
Kog sukker, vand og glukosesirup op i en gryde. Lad det koge til en helt klar sukkerlage, og tilsæt brombærrene. Lad bærrene koge med ca. et minut, og tag derefter gryden af varmen. Blend massen helt fin og glat med en stavblender. Tilsæt citronsaften, og passér blandingen gennem en sigte, så kerner og evt. store stykker bliver sorteret fra.
Kør brombærsaften på en ismaskine, til den er frossen og blevet til en cremet brombærsorbet. Kom den herefter op i en beholder, og sæt den i fryseren, til den skal bruges. Har du ikke en ismaskine, kan du komme sorbetmassen direkte i fryseren og røre i den hver halve time under indfrysning.
OBS! Portionen giver ca. 1 liter færdig brombærsorbet.