Krydret Fransk Julepate

Det er slet ikke så svært at lave pate, og denne opskrift på krydret fransk julepate er en sikker vinder. Den smager forrygende af de franske krydderurter, herbes de provence, og så er den svøbt i bacon, så den tilmed ser indbydende ud. Perfekt til julefrokost eller som en lille servering i juledagene.

Ingredienser
  • 500 g svinemørbrad
  • 500 g skært kalvekød
  • 1 1/2 løg (i tern)
  • 2 tsk Herbes de provence
  • 1 tsk timian
  • 1 tsk allehånde
  • 1 spsk hvedemel
  • 2 æggeblommer
  • 2 dl kalvebouillon (kold)
  • 1 dl piskefløde
  • 2 æggehvider
  • 15 skiver bacon

Skær svinemørbraden og kalvekødet i tern, og hak det hurtigt og groft sammen med løg i en foodprocessor eller en gammeldags kødhakker.

Kom kødblandingen op i en skål, og tilsæt herbes de provence, timian, allehånde, hvedemel, æggeblommer, kalvebouillon og piskefløde. Rør det hele sammen med en ske.

Pisk æggehviderne stive, og vend dem forsigtigt i farsen.

Læg baconskiverne i en patéform, så de hænger ud over siderne. Kom farsen i, og fold baconskiverne ind over farsen.

Stil pateen på køl i 2 timer, og bag den derefter midt i ovnen i ca. 1½ time ved 190 grader.

Lad pateen køle lidt af på køkkenbordet, og stil den så på køl.

Den kan sagtens serveres varm, men det er mest traditionelt at servere den koldt, og den kan sagtens laves dagen før, den skal bruges.

Indsendt af
d.
01.11.04.
Kategori:
Indsendt af
d.
01.11.04.
Kategori: