Daim cheesecake uden husblas
Vanvittigt lækker og nem cheesecake med Daim. Den er helt uden husblas og kan bikses sammen på kun 20 minutter.
Jeg brugte en springform på ca. 24 cm i diameter, men her kan du se hvordan du nemt omregner til en anden størrelse.
Ingredienser
til 1 springform- 125 g smør
- 250 g Digestive kiks
- 400 g flødeost naturel
- 5 dl piskefløde
- 1 spsk vaniljesukker
- 100 g flormelis
- 150 g Daim
Sådan laver du cheesecake med Daim uden husblas
Smelt smørret ved lav varme i en gryde. Knus kiksene - jeg kommer dem i en frysepose og banker på dem med en kagerulle, men de kan også knuses i en minihakker).
Tag gryden af varmen og bland de knuste kiks sammen med det smeltede smør.
Kom bagepapir i bunden af en springform (ikke op ad siderne). Jeg brugte en springform på 24 cm - se her hvis du vil bruge en anden størrelse.
Fordel kikseblandingen i bunden af springformen og tryk den godt ned, så bunden bliver fast (det er nemmest at gøre med bunden af et glas eller en kop). Sæt kiksebunden i køleskabet, så den lige kan sætte sig mens fyldet laves.
Kom flødeost, piskefløde, vaniljesukker og flormelis i en skål. Pisk det sammen til en fast creme, men pas på du ikke pisker for længe for så kan flødeosten godt blive flydende igen.
Hak Daim og vend ca. ⅔ i cremen (gem resten til pynt).
Fordel fyldet over kiksebunden og dæk springformen med sølvpapir eller husholdningsfilm. Sæt kagen i køleskabet i minimum 4 timer (eller natten over).
Løsn kagen rundt i kanten inden springformen tages af.
Pynt med resten af de hakkede Daim på toppen. Hvis du vil gøre lidt ud af det, kan du se flere idéer til cheesecake pynt her.
Så er din cheesecake klar til servering.
Tip:
Du kan også portionsanrette Daim cheesecake i glas.
Jeg kan også anbefale:Cheesecake uden husblas
Brug en anden størrelse springform
Det er nemt at omregne opskriften til en anden størrelse springform, hvis du klikker på den lille pil ved siden af "Til 1 springform" i toppen af ingredienslisten.
Omregningerne svarer til disse springform-størrelser:
- 0,5 = 16-18 cm i diameter
- 0,75 = 20-22 cm i diameter
- 1 = 24 cm i diameter
1,2 = 26 cm i diameter - 1,4 = 28 cm i diameter
- 1,6 = 30 cm i diameter
- 1,8 = 33 cm i diameter
Hvis din springform-størrelse ikke står på listen, så bare vælg den størrelse der er tættest på. Så bliver kagen bare en lille smule højere eller lavere, men det er ikke noget problem.
Fakta om opskriften
Måltid: Dessert
Oprindelse: Det græske køkken
Tidsforbrug:
Arbejdstid i køkkenet:
Trækketid:
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for Daim cheesecake
pr. 100 gram | pr. stykke | hele kagen | |
---|---|---|---|
Kalorier | 398 kcal | 518 kcal | 6215 kcal |
Kulhydrat | 25 g | 33 g | 394 g |
Protein | 4 g | 5 g | 58 g |
Fedt | 32 g | 41 g | 492 g |
Næringsindholdet pr. stykke tager udgangspunkt i, at kagen skæres i 12 stykker (der er ca. så store som vist på billedet nedenfor).