Lækre pizzasnegle med oksekødsfyld

Bløde og lækre pizzasnegle med fantastisk fyld af oksekød, peberfrugt og majs. Det er slut med kedelige og tørre pizzasnegle, for disse er fyldt med smag og saftigt fyld. Opskriften giver en stor portion, så frys dem endelig ned, så der er til en nem frokost, mellemmåltid eller aftensmad.

Til 28 stk

Dej

  • 20 g gær
  • 5 dl vand (lunkent)
  • 1/2 spsk sukker
  • 1 1/2 tsk salt
  • 3 spsk olivenolie
  • 125 g mel (groft)
  • 675 g hvedemel (+ ekstra til udrulning)

Oksekødsfyld

  • 3 forårsløg
  • 2 peberfrugter (jeg brugte en rød og en grøn)
  • 1 fed hvidløg
  • 1 spsk olivenolie
  • 500 g hakket oksekød
  • 1 brev tacokrydderi
  • 1 1/2 dl tomatpassata
  • 140 g majs (drænet vægt)
  • 225 g revet mozzarella
  • 150 g revet cheddarost

Til pensling

  • mælk (eller vand)

Dej:
Rør gæren ud i det lunkne vand, og tilsæt sukker, salt, olivenolie og groft mel. Rør hvedemelet i, og ælt det hele til en smidig og sammenhængende dej. Det tager ca. 5-10 minutter.

Dæk skålen med et viskestykke, og lad dejen hæve i cirka en time, til den er vokset til dobbelt størrelse.

Oksekødsfyld:
Lav imens fyldet. Snit forårsløg, og skær peberfrugterne i små tern. Hak hvidløg fint. Svits det hele i fem minutter ved middel varme i olivenolien.

Skub grøntsagerne ud til siden af panden, og kom det hakkede oksekød på. Skru op for varmen, og brun kødet godt af. Tilsæt tacokrydderi, og rør godt rundt. Hæld tomatpassaten på panden, og lad det simre i 5-10 minutter.

Tilsæt majs, og sæt panden til side, så fyldet kan køle helt af.

Formning og bagning af pizzasneglene
Drys køkkenbordet godt med mel, og hæld dejen ud herpå. Rul dejen ud til et stort rektangel på ca. 40x60 cm.

Fordel det helt afkølede fyld på dejen, og drys med de to slags ost. Rul dejen sammen til en aflang roulade. Sørg for at rulle den ret stramt.

Skær dejen ud i stykker, der er ca. 1-1,5 cm brede. Sæt dem på en bageplade med bagepapir, og lad dem efterhæve i 30-45 min.

Forvarm imens ovnen til 210 grader.

Pensl pizzasneglene med lidt mælk eller vand, og bag dem i 18-20 minutter.

Indsendt af
d.
31.07.17.
Kategori:
Indsendt af
d.
31.07.17.
Kategori: