Nem tomatsuppe

Den her nemme tomatsuppe laves af bagte tomater, der gør den ekstra velsmagende og sødlig. Servér f.eks. suppen med sprøde rugbrødscroutoner og en klat creme fraiche.

Til 2 personer
  • 1 kg tomater (evt. på stilk)
  • 1 rødløg
  • 3 fed hvidløg
  • 2 spsk olie
  • 2 tsk timian
  • 2 tsk rørsukker
  • 1 spsk creme fraiche 18 %
  • salt
  • peber

Forslag til tilbehør: rugbrødscroutoner

  • 3 skiver rugbrød
  • olie
  • salt

Serveringsforslag

  • evt. creme fraiche
  • evt. frisk basilikum

Placér tomaterne i et fad – lad stilkene sidde på, hvis du bruger tomater på stilk. Pil rødløg og hvidløg, og skær dem ud i store stykker. Fordel løg og hvidløg imellem tomaterne. Hæld olie henover, og drys med timian og sukker. Bag tomaterne ved 160 grader i 1 time – du kan godt bage dem kortere tid, men så skal du øge ovnvarmen.

Fjern stilkene fra tomaterne, og hæld al fadets indhold op i en blender – du kan også bruge en stavblender, så skal du blot hældet indholdet op i en gryde. Blend suppen grundigt, så der ikke er klumper i. Rør creme fraiche i, og smag til med salt og peber. Servér suppen med det samme, eller varm den igennem i en gryde.

Forslag til nemt tilbehør - rugbrødscroutoner:
Imens tomaterne er i ovnen, kan du lave rugbrødscroutoner til. Skær rugbrødet ud i små tern, og placér dem på en bradepande med bagepapir. Hæld olie henover, og drys med salt. Bag dem i ovnen de sidste 15 minutter af tomaternes bagetid. Lad croutonerne køle.

Servering:
Servér tomatsuppen med de sprøde rugbrødscroutoner, evt. en ekstra klat creme fraiche og frisk basilikum.

Tip:
Tomatsuppen kan også serveres kold som en gazpacho.

Indsendt af
d.
06.07.17.
Kategori:
Indsendt af
d.
06.07.17.
Kategori: