Blødende chokoladekage med karamel
Suveræne små chokoladekager med blødende midte og en ekstra overraskelse i form af flydende karamel. De er super nemme at lave og kan endda bages direkte fra fryseren. Så er det ekstra let at servere en imponerende dessert for dine gæster.
- 125 g mørk chokolade
- 100 g smør
- 3 æg
- 110 g sukker
- 55 g hvedemel
- 1 knsp salt
- 1 tsk vaniljesukker
- 1/2 tsk instant espressopulver (kan udelades)
- 10 Dumle
Smelt chokolade og smør ved lav varme. Pisk imens æg og sukker til en lys og luftig blanding. Rør chokolade-smørblandingen i.
Bland alle de tørre ingredienser sammen, og sigt det i dejen ad to omgange. Vend forsigtigt rundt efter hver tilsætning for at bevare så meget af dejens luftighed som muligt.
Fordel det meste af dejen i silikone- eller metalmuffinforme. De skal være cirka halvt fyldte, og der skal være lidt dej tilbage. Pak karamellerne ud af papiret, og skær hver karamel i fire stykker. Placér, hvad der svarer til en hel karamel, i midten af hver chokoladekage, og fordel resten af dejen over, så karamellen er lukket inde.
Bag kagerne midt i ovnen ved 200 grader i 10-11 minutter, så de stadigvæk er blødende indeni, men toppen af kagerne har sat sig.
Servér f.eks. kagerne med vaniljeis og friske bær.
Tip:
Efter du har lavet dejen, kan du komme den i muffinformene og sætte dem på køl, indtil de skal bruges. Så skal de bare have 12-13 minutter i ovnen. Chokoladekagerne kan også fryses rå - i så fald skal de bage 14-15 minutter fra frossen tilstand.