Grøn salat med avocado, cherrytomater og purløgsdressing
Utrolig simpel salat med avocado og cherrytomater, der får selskab af den skønneste creme fraiche dressing med purløg. Salaten er klar i en håndevending og er lækkert tilbehør til al slags kød og nemme retter.
Ingredienser
til 2 personer- 50 g blandet salat (jeg brugte napolitana salatmix)
- 100 g cherrytomater
- 1 avocado
- 100 g creme fraiche
- 1⁄2 bdt purløg
- salt
- peber
- evt. lidt vand
Skyl salaten, og dup den tør. Kom den op i en passende skål.
Skyl cherrytomater, og skær dem i mindre stykker.
Fjern sten og skræl fra avocadoen, og skær den i tern.
Drys cherrytomater og avocado over salaten.
Kom creme fraiche op i en skål. Hak purløg fint, og rør det i creme fraichen. Smag dressingen til med salt og peber. Fortynd evt. dressingen med lidt vand.
Server dressingen ved siden af salaten, eller hæld den over umiddelbart inden servering.
Næringsindhold
| pr. 100 gram | pr. person | hele portionen | |
|---|---|---|---|
| Kalorier | 108 kcal | 214 kcal | 428 kcal |
| Kulhydrat | 3 g | 7 g | 13 g |
| Protein | 2 g | 4 g | 7 g |
| Fedt | 9 g | 18 g | 36 g |
Næringsberegningen omfatter hele opskriften - altså både salaten og dressingen.