Miniburgere

Disse små miniburgere er propfyldt med lækre sager, og så er det jo godt, at man sagtens kan spise flere af dem. De er virkelig nuttede at se på, og de kan serveres som både forret og hovedret.

Til 24 stk
  • 600 g hakket oksekød
  • 1 tsk salt
  • peber
  • 2 pk bacon i skiver
  • evt. olie
  • 1/2 icebergsalat
  • 5 blommetomater
  • 3/4 agurk
  • 24 burgerboller i ministørrelse (brug evt. denne opskrift)
  • 4 dl burgerdressing (brug evt. denne opskrift)
  • 24 skiver syltede agurker

Rør det hakkede oksekød sejt med salt, og krydr med peber. Del farsen op i det angivne antal bøffer, og form dem, til de er runde og flade.

Steg baconskiverne på en pande ved middelhøj varme, til de er sprøde. Læg dem på et stykke fedtsugende papir. Steg burgerbøfferne af flere omgange i resten af baconfedtet, og hold dem varme i en skål under et stykke sølvpapir. Det kan være nødvendigt at tilsætte lidt olie på panden, hvis der kommer til at mangle fedtstof.

Bræk blade af icebergsalaten, og riv dem i mindre stykker, så de passer bedre til burgerbollerne. Skær tomater og agurker i tynde skiver.

Flæk bollerne, og rist dem på en brødrister, eller varm dem kort i ovnen. Smør alle halvdele med burgerdressingen, og kom en skive syltet agurk på alle bundene. Kom en skive agurk og tomat ovenpå, og fordel salatbladene herpå. Top med en lille burgerbøf og bræk baconen i mindre stykker, så det passer bedre med burgernes størrelse. Fordel baconen på bøfferne, og kom toppen af burgerbollerne ovenpå. Så er miniburgerne klar til servering.

Sæt evt. et lille spyd eller en tandstikker i burgeren for at holde sammen på den.

Indsendt af
d.
13.02.17.
Kategori:
Indsendt af
d.
13.02.17.
Kategori: