Nem kage med frugt og creme

Fantastisk nem opskrift på en virkelig flot kage, der egner sig rigtig godt til festlige lejligheder. Samspillet mellem marengs, creme og de friske frugter skaber en uimodståelig kageoplevelse. Du kan dekorere den med forskellige frugter, så den passer lige til din egen personlige smag.

Til 1 bradepande

Marengs

  • 4 æggehvider
  • 300 g sukker
  • 120 g hasselnødder
  • 1 1/2 tsk vaniljesukker

Dej

  • 250 g margarine (stuetemperatur)
  • 200 g sukker
  • 6 æggeblommer
  • 2 dl mælk
  • 150 g mel
  • 3 tsk bagepulver

Creme

  • 1/4 l piskefløde
  • 1/4 l creme fraiche 38%

Pynt

  • 15 stk jordbær
  • 3 stk kiwi
  • 1/2 ananas
  • 30 stk blåbær
  • chokoladespåner

Marengs:
Pisk æggehviderne helt stive. Tilsæt sukkeret lidt ad gangen, mens du stadig pisker. Hak hasselnøderne fint, og vend dem i sammen med vaniljesukkeret.

Dej:
Rør alle ingredienser sammen, og smør det ud i en smurt bradepande (jeg brugte en bradepande med målene 46 x 25 cm).

Smør marengsfyldet ud over dejen, og bag kagen nerderst i oven ved 200 grader i 30-35 minutter. Lad den derefter køle helt af, og vend den om, så marengsen er i bunden.

Creme:
Pisk fløden stiv, og vend den forsigtigt sammen med creme fraichen. Smør cremen ud over kagen.

Pynt:
Skær frugterne i skiver, og fordel i lag på toppen af kagen. Afslut med chokoladespåner.

Tip:
Til denne kage kan du bruge lige de frugter, du har lyst til at pynte med. Kun fantasien sætter grænser.

Indsendt af
d.
18.05.16.
Kategori:

Hvorfor skal marengsen vende nedad?

Jeg vender marengsen nedad for at være sikker på, at frugterne og cremen ikke gør marengsen blød. Skal kagen serveres med det samme, kan man dog fint komme frugt og creme direkte på marengsen.

Kan man lave den i forvejen?

Man kan fint bage kagen i forvejen, men jeg ville vente med at komme frugter og creme på til umiddelbart inden servering, så kagen ikke bliver for blød og sjasket.

Kan man bruge andre frugter?

Man kan bruge lige de frugter, man har lyst til - det er kun fantasien, der sætter grænser.

Indsendt af
d.
18.05.16.
Kategori: