Bagt peberfrugtsuppe

Hvad enten du vil servere denne lækre bagte peberfrugtsuppe som forret eller hovedret, bliver den med garanti et hit. Smagen er ekstraordinær, og så klarer ovnen faktisk det meste af arbejdet. Snyd ikke dig selv for den suveræne hvidløgscreme, der er helt perfekt til suppen.

Til 3 personer
  • 7 snackpebre (á 90 g)
  • 200 g cherrytomater
  • 1 rødløg
  • 2 spsk olivenolie
  • 1/2 spsk timian
  • 1/2 spsk oregano
  • salt
  • peber
  • 6 fed hvidløg
  • 7 dl grøntsagsbouillon
  • 1/2 spsk tomatpuré
  • 1 dl fløde
  • 1 bdt basilikum
  • en smule sukker

Forslag til tilbehør: Hvidløgscreme

  • 3 fed hvidløg (halvdelen af de bagte hvidløg fra suppen)
  • 1 1/2 dl creme fraiche
  • salt
  • peber
  • flute

Forvarm ovnen til 210 grader.

Skyl snackpebrene, og fjern de hvide hinder og kerner. Skær pebrene i grove stykker. Skyl cherrytomaterne, og halvér dem. Skræl rødløg, og skær den i grove både.

Bland alle grøntsagerne sammen med olivenolie, timian og oregano, og krydr godt med salt og peber.

Fordel grøntsagerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Kom hvidløgene ned til grøntsagerne. Sæt bagepladen i ovnen i 45 minutter.

Tag bagepladen ud af ovnen igen, og læg de bagte hvidløgsfed til side. Kom peberfrugter og tomater op i en gryde sammen med grøntsagsbouillon og tomatpuré.

Tag halvdelen af de bagte hvidløg, og klem indmaden ud af dem. Tilsæt det til suppen, og bring den i kog.

Lad suppen koge i 5 minutter. Skru derefter ned for varmen, og tilsæt fløde og basilikum. Blend peberfrugtsuppen grundigt, og smag til med salt, peber og et lille nip sukker.

Hvidløgscreme:
Klem indmaden ud af de sidste bagte hvidløg, og mos det grundigt med en gaffel. Bland det op med creme fraiche, og smag til med salt og peber.

Servér suppen med hvidløgscremen og evt. et stykke godt brød til.

Indsendt af
d.
06.03.18.
Kategori:
Indsendt af
d.
06.03.18.
Kategori: