Salat med æg og blomkål

Fantastisk fyldig og lækker salat med hårdkogte æg, fintsnittet blomkål og friske ærter samt en suveræn dressing, der tilføjer et cremet element og ekstra smag. Brug den både som frokostsalat, let aftensmad og tilbehør.

Til 4 personer
  • 4 æg
  • 150 g grønne bønner
  • 1 blomkål (lille)
  • 75 g blandet salat
  • 100 g ærter (jeg brugte friskbælgede, men frosne kan også bruges)

Dressing

  • 2 dl creme fraiche
  • 3/4 bdt purløg
  • 1/2 bk karse
  • 1 nip sukker
  • 1 spsk vand
  • salt
  • peber

Til servering

  • evt. brødcroutoner
  • lidt karse

Kog æggene i 9 minutter, til de er hårdkogte. Hæld koldt vand over, og lad dem køle helt af.

Nip enderne af bønnerne, og kog dem i letsaltet vand i 6-7 minutter, til de er møre, men stadig har lidt bid. Hæld vandet fra, skyld bønnerne med koldt vand, og lad dem dryppe godt af.

Skyl blomkålen, og del den i buketter. Skær dem i helt tynde skiver - du kan evt. bruge et mandolinjern til det.

Skyl salaten grundigt. Bælg ærterne, hvis du bruger de friske.

Kom salaten op i en skål sammen med ærter, bønner og blomkål. Bland det godt sammen. Pil æggene, og skær dem i både. Anret dem på salaten.

Dressing:
Kom creme fraiche op i en skål. Klip eller hak purløg fint, og klip karsen. Rør det i creme fraichen sammen med sukker og vand. Smag til med salt og peber. Opbevar dressingen på køl, indtil salaten skal serveres.

Servér evt. salaten med sprøde brødcroutoner, og pynt med lidt frisk karse på toppen.

Indsendt af
d.
03.07.17.
Kategori:
Indsendt af
d.
03.07.17.
Kategori:
close
Hvor mange stjerner giver du?
Stem