Smuldretærte med æble og brombær
Dejlig smuldretærte med æble og brombær samt en luksuriøs smuldredej med marcipan på toppen. Tærten er super simpel at lave, og den smager så godt, at det kan være svært at holde sig til en enkelt portion. Især hvis den serveres med f.eks. flødeskum eller vaniljeis til. Mums!
Ingredienser
til 1 tærteformFyld
- 2 æbler
- 125 g brombær
- 1 vaniljestang
- 75 g sukker
Smuldredej
- 150 g smør
- 75 g mel
- 100 g havregryn
- 50 g sukker
- 75 g marcipan (koldt)
Varm ovnen op til 200 grader.
Skyl brombærrene, og lad dem dryppe af. Skyl også æblerne, og fjern herefter kernehuset. Skær æblerne i små tern, og kom begge dele op i et tærtefad.
Flæk vaniljestangen, og skrab alle kornene ud med bagsiden af en kniv. Skil kornene ad med lidt af sukkeret, og drys både vanilje og sukker over æbler og brombær. Vend det forsigtigt rundt, så sukkeret bliver fordelt ligeligt.
Smuldr smørret ud i melet. Der må gerne være lidt klumper i. Bland det med havregryn og sukker. Riv marcipanen på den fine side af rivejernet, og bland det i. Det er nemmest, hvis marcipanen er helt kold, så kom den evt. i fryseren en halv time før, du skal bruge den.
Fordel dejen over frugten i fadet, og bag smuldretærten i ca. 35-40 minutter. Smuldredejen skal være sprød og gylden, når tærten er færdig.
Tærten kan både serveres lun og kold, og den smager ekstra lækkert med lidt vaniljeis, creme fraiche eller flødeskum til.