Creme til jordbærtærte
Den bedste creme til klassisk jordbærtærte. Den er nem at lave og helt uden husblas.
Ingredienser
til 8 personer- 1⁄2 vaniljestang (du kan også bruge vaniljesukker)
- 75 g sukker
- 3 æggeblommer
- 2 spsk majsstivelse
- 2 dl mælk
- 3 dl piskefløde
Sådan laver du cremen
Flæk vaniljestangen på langs og skrab kornene ud. Kom vaniljekorn og sukker i en gryde, og “mos” kornene lidt ud i sukkeret for at skille kornene ad.
Kom æggeblommer og majsstivelse i gryden og rør det godt sammen så der ikke er nogle klumper af majsstivelse.
Pisk mælken i lidt ad gangen mens gryden varmes op ved middel varme. Bliv ved med at piske indtil cremen er tyknet. Hvis det går langsomt kan du skrue lidt op for varmen, men lige pludselig går det stærkt, så pas på det ikke brænder på.
Hæld cremen i en skål eller dyb tallerken, og sæt den til afkøling i køleskabet. Den skal være helt kold (det kan godt tage en times tid).
Sådan ser den afkølede kagecreme ud (inden den blandes med flødeskum).
Gør jordbær og resten af jordbærtærten klar.
Pisk fløden til flødeskum, og vend den sammen med den afkølede vaniljecreme.
Så er cremen klar til at blive smurt på jordbærtærten.
Brug f.eks. cremen til den her hurtige jordbærtærte med købt mazarinbund.
Kan cremen laves i forvejen?
Ja, den kan godt laves dagen før. Sørg blot for at røre cremen igennem inden den smøres på kagen.
Fakta om opskriften
Måltid: Kage
Oprindelse: Det danske køkken
Tidsforbrug:
Næringsindhold for creme til jordbærtærte
pr. 100 gram | pr. person | total | |
---|---|---|---|
Kalorier | 261 kcal | 218 kcal | 1741 kcal |
Kulhydrat | 16 g | 14 g | 110 g |
Protein | 3 g | 3 g | 23 g |
Fedt | 20 g | 17 g | 135 g |
Næringsberegningen omfatter kun selve cremen - ikke resten af jordbærtærten.