Dessert med kondenseret mælk
Nem dessert med kondenseret mælk og frugt på toppen. Den har en helt fantastisk smag af karamel.
Ingredienser
til 3 personer- 1 ds kondenseret mælk à ca. 400 gram (eller dulche de leche hvis dit supermarked har det - så er det ekstra nemt)
- 2 1⁄2 dl piskefløde
- 50 g frugt (jeg brugte jordbær, hindbær, blåbær og fersken, men du kan bruge de frugter du bedst kan lide)
Sådan laver du desserten med kondenseret mælk
Hæld kondenseret mælk i en gryde og tænd på middelhøj varme. Brug gerne en tykbundet gryde. Rør konstant i mælken for det brænder nemt på. Skru ned på middel varme så snart det begynder at blive varmt og tykne.
Lad det koge ind til det har en cremet konsistens som yoghurt. Smag på det for at tjekke at det smager af karamel.
Tag gryden af varmen og lad karamellen køle af til stuetemperatur. Det går hurtigst i køleskabet. Du kan evt. også komme karamellen i en skål eller dyb tallerken - så afkøler den også hurtigere end i den varme gryde.
Tip: Hvis du bruger færdiglavet dulche de leche kan du springe ovenstående trin over - det er nemlig kondenseret mælk der allerede er kogt ind til karamel. Så er desserten ekstra hurtig at lave.
Pisk fløden til flødeskum. Bland lidt af flødeskummet sammen med den afkølede karamel. Hvis karamellen er for varm, smelter flødeskummet, og hvis den er for kold og tyk kan den godt være lidt svær at blande med flødeskummet. Så den skal helst være omkring stuetemperatur.
Vend resten af flødeskummet sammen med karamellen. Fordel blandingen i glas og lad dem trække i køleskabet i minimum 2 timer (gerne længere, f.eks. natten over).
Skær frugten i mindre stykker og fordel den i glassene. Hvis al frugten ikke kan være i glassene, kan du servere det i en skål ved siden af.
Så er desserten klar til servering.
Jeg kan også anbefale den her:Daim is med kondenseret mælk
Kan den laves i forvejen?
Ja, den kan sagtens laves i forvejen, f.eks. dagen før. Det bliver den faktisk kun bedre af.
Jeg vil dog anbefale at frugten skæres maks. et par timer inden servering, så den ikke bliver slatten.
Forslag til pynt
Hvis du vil gøre lidt ekstra ud af det, kan jeg anbefale det her sprøde pynt:Sprøde karamel tuiles
Spiraler af karamel-snørebånd
Både tuiles og spiralerne har en dejlig smag af karamel og giver et sprødt modspil til den cremede dessert. Begge dele er også nemme at lave.
Fakta om opskriften
Måltid: Dessert
Oprindelse: Det danske køkken
Sværhedsgrad: Nem
Næringsindhold for dessert med kondenseret mælk
pr. person | total | |
---|---|---|
Kalorier | 762 kcal | 2287 kcal |
Kulhydrat | 81 g | 242 g |
Protein | 12 g | 37 g |
Fedt | 45 g | 135 g |
Næringsberegningen tager udgangspunkt i at der bruges jordbær, hindbær, blåbær og fersken (lige meget af hver). Hvis du bruger andre frugter har det dog kun minimal betydning for næringsindholdet, da langt de fleste kalorier og kulhydrater kommer fra den kondenserede mælk og fløden.
- Publiceret d.
- 25.06.25.
- Kategori:
- Madopskrifter ›
- Dessert ›
- Nemme desserter ›
- Dessert der kan laves dagen før