Fyldte avocadoer med oksekød

Fantastisk opskrift på avocadoer fyldt med det lækreste oksekødsfyld. Kødet steges med dejlige krydderier og barbecuesovs, inden det fyldes i avocadoerne, og hele herligheden toppes med en frisk peberfrugtsalsa samt creme fraiche.

  • Avocadoer fyldt med oksekød, friske grøntsager og en klat creme fraiche er mega lækkert.
En 3-trinsraket af lækkerier: Cremet avocado, let krydret oksekød og friske grøntsager.
Til 4 personer
  • 400 g hakket oksekød
  • 1 spsk olie
  • 30 g tacokrydderi
  • 70 g barbecuesauce
  • 1 peberfrugt
  • 1 forårsløg
  • 1/2 agurk
  • 100 g majs
  • 4 avocadoer
  • 1 limefrugt
  • salt
  • peber
  • 120 g creme fraiche

Steg oksekødet

Steg det hakkede oksekød i olien ved middelhøj varme. Tilsæt tacokrydderi og barbecuesauce, når oksekødet er brunet godt af, og lad det stege yderligere fem minutter.

Gør grøntsagerne klar

Skyl peberfrugt, og fjern kerner og hvide hinder. Skær peberfrugten i små tern. Skyl forårsløg, og hak den fint. Skyl agurk, og flæk den på langs. Skrab de våde kerner i midten ud med en ske, og skær agurken i helt fine tern. Bland peberfrugt, forårsløg, agurk og majs sammen til en salsa i en skål.

Flæk avocadoerne, og fjern stenen. Skrab en lille smule af frugtkødet ud med en ske, så hullet i midten bliver lidt større. Hak frugtkødet, og bland det i salsaen. Pres halvdelen af limen udover salsaen, og smag til med salt og peber.

Fyld avocadoerne

Pres den anden halvdel af limen over avocadobådene. Skær evt. lidt af bunden på avocadoerne, så de står plant og ikke vælter rundt omkring.

Fyld oksekødet i avocadoerne, og kom salsaen ovenpå. Top med creme fraiche, og servér de lækre fyldte avocadoer.

Se også:
Disse ekstremt lækre fyldte avocadoer med kyllingesalat og sprød bacon - de er bare kanongode!

Næringsindhold

pr. personhele portionen
Kalorier543 kcal2171 kcal
Kulhydrat27 g108 g
Protein26 g103 g
Fedt35 g140 g
Publiceret d.
03.05.19.
Kategori:
Hvor mange stjerner giver du?
Stem