Gammeldags fastelavnsboller

Der er nærmest ikke noget bedre end at sætte tænderne i en god gammeldags fastelavnsbolle, og de her er endda fyldt med både vaniljecreme og remonce, som gør dem sindssygt lækre. Bollerne kan sagtens fryses, så man altid lige har en ved hånden, når lækkersulten melder sig.

Gå til: IngredienserFremgangsmådeAntal kalorier m.m.Kan de fryses?

starstarstarstarstar_half
4,4  –  5 stemmer  –  Stem her
Til 25 stk

Vaniljecreme

  • 2 dl sødmælk
  • 1 1/2 dl fløde
  • 3/4 vaniljestang
  • 75 g sukker
  • 2 æg
  • 2 1/4 spsk majsstivelse

Dej

  • 80 g smør
  • 2 dl sødmælk
  • 25 g gær
  • 2 æg
  • 40 g sukker
  • 1/4 vaniljestang
  • 1/2 tsk salt
  • 1 1/4 tsk kardemomme
  • ca. 525 g hvedemel

Remonce

  • 75 g marcipan (stuetempereret)
  • 75 g sukker
  • 75 g smør (stuetempereret)

Til pensling

  • 1 æg
  • 2 spsk mælk

Glasur

  • 150 g flormelis
  • 15 g kakaopulver
  • 2 spsk vand

Vaniljecreme:
Kom sødmælk og fløde op i en lille tykbundet gryde. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud af den. Kom den tomme vaniljestang op i gryden, og varm fløde og sødmælk op til kogepunktet. Skil vaniljekornene ad med lidt af sukkeret, og pisk det sammen med det resterende sukker, æg og maizena.

Tag vaniljestangen op af gryden, og hæld den varme flødeblanding over i æggemassen lidt ad gangen under konstant piskning. Hæld blandingen op i gryden igen, og sæt den tilbage på blusset ved middel varme. Pisk konstant, og lad den simre til en tyk vaniljecreme.

Kom cremen op i en skål, kom husholdningsfilm helt ned over overfladen af cremen, og sæt den på køl.

Dej til fastelavnsbollerne:
Smelt smørret i en gryde, og tilsæt mælken. Blandingen skulle nu gerne være lillefingervarm. Opløs gæren heri, og rør æg, sukker, korn fra vaniljestangen, salt og kardemomme i. Rør melet i lidt ad gangen, og hold evt. lidt af melet tilbage til udrulningen. Dejen skal være blød og en lille smule klistret.

Ælt dejen grundigt i 7-8 minutter. Lad dejen hæve først 15 min. på køkkenbordet og dernæst 30 min. i køleskabet eller et andet køligt sted. Den kølige hævetid gør dejen lettere at håndtere efterfølgende.

Remonce:
Ælt marcipan og sukker rigtig godt sammen. Ælt herefter det bløde smør i, og sæt remoncen til side. Du kan evt. komme den i en sprøjtepose, så det bliver let at fordele den på fastelavnsbollerne.

Formning og bagning af fastelavnsbollerne:
Rul dejen ud på et let meldrysset bord til et kvadrat på ca. 45 x 45 cm, og skær den ud i små kvadrater på ca. 9 x 9 cm. Sæt små dutter af remonce på hvert kvadrat (ca. 1 tsk. på hver), og kom derefter en klat vaniljecreme på hver firkant (ca. 1 spsk.).

Fold hjørnerne op omkring cremen, og tryk dem godt sammen. Klem siderne sammen også, så der ikke er nogen huller ind til cremen. Pas på ikke at arbejde for meget med dejen og strække den for meget - så vil den blive for skrøbelig, og cremen vil løbe ud i ovnen.

Sæt fastelavnsbollerne med samlingen nedad på to bageplader beklædt med bagepapir. Lad dem efterhæve ca. 45-60 min. Forvarm imens ovnen til 180 grader.

Pisk æg og mælk sammen til en æggestrygelse. Pensl bollerne godt, og sæt dem i ovnen. Bag dem i ca. 15-18 minutter, til de er gyldne på toppen og gennembagte. Lad bollerne køle helt af.

Glasur:
Bland flormelis og kakakopulver i en skål, og rør vandet i. Pynt de afkølede fastelavnsboller med glasuren, når de er helt afkølede.

Tip:
Pas på med at komme for meget mel på bordet under udrulningen - så vil det være sværere at få hjørnerne klemt ordentligt sammen. Har du et par dejfirkanter, hvor der er meget mel på, kan du piske æggestrygelsen sammen og bruge lidt af det til at få dejen til at fæstne ordentligt.

Se også de her mega gode fastelavnsboller:

Indsendt af
d.
20.01.17.
Kategori:

Kan de fryses?

Ja, fastelavnsbollerne kan sagtens fryses uden glasur. Faktisk kan de både fryses ubagte og færdigbagte. Hvis de fryses ubagte, skal de blot tø op i køleskabet og derefter hæve til ca. dobbelt størrelse, inden de pensles og bages.

Fryses fastelavnsbollerne, efter de er bagt, er det en god idé at lune dem i ovnen eller på en brødrister inden servering. Så bliver de så gode som nye.

Næringsindhold for fastelavnsbollerne

pr. bollehele portionen
Kalorier246 kcal6147 kcal
Kulhydrat31 g786 g
Protein5 g129 g
Fedt11 g267 g
Indsendt af
d.
20.01.17.
Kategori:
close
Hvor mange stjerner giver du?
Stem