Japanske pandekager
De lækreste japanske pandekager med spidskål og gulerødder. De har simpelthen så meget smag, og de er nemme at lave.
Ingredienser
til 2 personer- 300 g spidskål
- 2 gulerødder
- 2 forårsløg
- 1 fed hvidløg
- 1⁄2 grøntsagsbouillonterning eller hønsebouillonterning
- 1 dl vand
- 100 g mel (lidt ekstra hvis dejen virker tynd)
- 2 æg
- salt
- peber
- evt. 2 tsk fiskesauce for at få den helt rigtige japanske smag (kan sagtens udelades)
- olie til stegning
Forslag til topping
- Finsnittede forårsløg
- Friske spirer eller karse
- mayonnaise eller chilimayo
- sød chilisauce
- sesamfrø
Sådan laver du de japanske pandekager
Opløs bouillonterningen i vandet i en skål. Pisk melet i (det er en ret tyk dej, men den bliver tyndere når æggene kommer i om lidt). Lad det stå og trække mens du ordner grøntsagerne.
Snit spidskål, forårsløg og hvidløg fint. Skræl gulerødderne og riv dem på den grove side af rivejernet.
Pisk æggene i dejen. Pisk evt. også fiskesauce i (det kan sagtens udelades, men det giver en mere autentisk japansk smag). Krydr med salt og peber.
Bland alle grøntsagerne i pandekagedejen. Gulerødderne kan nogle gange afgive lidt væske til dejen, så hvis dejen virker tynd, kan du tilsætte lidt mere mel.
Varm lidt olie på en pande ved middel-høj varme. Kom lidt af pandekagedejen på, så pandekagen har en tykkelse på ca. 1 cm - jeg bruger ca. 3 store spiseskefulde dej pr. pandekage, men du kan også lave flere små pandekager, hvis du foretrækker det.
Steg pandekagerne på hver side i ca. 3-4 minutter eller til de er gyldne og sprøde.
Du kan evt. stege pandekager på to pander på én gang for at blive hurtigere færdig.
Servér f.eks. kålpandekagerne med mayo eller chilimayo, sød chilisauce, fintsnittede forårsløg, friske spirer eller karse og/eller sesamfrø.
Jeg kan også anbefale de her japanske dessert-pandekager:
Fluffy pandekager
Fakta om opskriften
Måltid: Hovedret
Oprindelse: Det japanske køkken (i Japan kaldes kålpandekagerne okonomiyaki og er klassisk street food).
Tidsforbrug:
Næringsindhold for japanske pandekager (uden topping)
| pr. pandekage | pr. person | total | |
|---|---|---|---|
| Kalorier | 177 kcal | 530 kcal | 1061 kcal |
| Kulhydrat | 16 g | 47 g | 94 g |
| Protein | 6 g | 17 g | 33 g |
| Fedt | 10 g | 29 g | 57 g |
Næringsberegningen er uden topping, men inklusiv olie til stegning (jeg brugte ca. ½ spiseskefuld olie pr. pandekage).
Næringsindholdet pr. pandekage svarer til at der laves 3 lige store pandekager pr. person - hvis du laver flere små pandekager, er næringsindholdet pr. styk naturligvis mindre.
Næringsindhold for kålpandekagerne inklusiv topping
| pr. pandekage | pr. person | total | |
|---|---|---|---|
| Kalorier | 264 kcal | 791 kcal | 1582 kcal |
| Kulhydrat | 18 g | 54 g | 108 g |
| Protein | 6 g | 18 g | 36 g |
| Fedt | 18 g | 54 g | 108 g |
Næringsindholdet afhænger naturligvis af hvor meget topping man kommer på. Jeg har regnet med 2 teskefulde mayo, 1 teskefuld sød chilisauce og ½ teskefuld sesamfrø pr. kålpandekage.
Derudover gælder de samme forudsætninger, som ved næringsberegningen uden topping.