Konfekt med pistacienødder og skumfiduser
Konfekt behøver ikke være kompliceret for at være flot. Denne opskrift er en dejlig blanding af bløde skumfiduser, knasende grønne pistacienødder og kugler af marcipan, der blandes med smeltet mørk chokolade. Det er både nemt og lækkert.
Ingredienser
til 10 stk- 250 g mørk chokolade (gerne 70 %)
- 60 g pistacienødder
- 50 g mini skumfiduser
- 100 g marcipan
Smelt chokoladen over vandbad, og bland pistacienødderne og skumfiduserne i. Rør rundt, til massen er ensartet.
Rul marcipanen til små kugler, og kom et par stykker i ad gangen. Rør forsigtigt hver gang, så kuglerne ikke mister formen.
Kom massen i en beholder beklædt med bagepapir eller husholdningsfilm. Jeg lavede 10 stk. og brugte derfor en lille brødform (ca. 6 x 15 cm), fordi jeg gerne ville have, at konfektstykkerne fik lidt højde.
Sæt konfektmassen på køl, til chokoladen er størknet, og skær den så ud.
Konfekten kan opbevares på køl.
OBS! Hvis du bruger saltede pistacienødder, skal du være opmærksom på, at mængden er angivet uden skaller.