Makronkage med makroner i bradepande
Mormors elskede makronkage med makroner. Den bages i bradepande, så den er nem at lave til mange.
Stor eller lille bradepande?
Jeg brugte en lille bradepande på ca. 35x20 cm. Hvis du vil bruge den store bradepande der hører til ovnen, skal du lave dobbelt portion.
Ingredienser
til 1 bradepande- 6 æg
- 300 g sukker
- 300 g smør
- 2 tsk vaniljesukker
- 300 g mel
- 2 1⁄2 dl mælk
- 4 tsk mandelessens
- 200 g flormelis
- 100 g makroner
Sådan bager du makronkage i bradepande
Forvarm ovnen til 185 grader.
Del æggene i hvider og blommer i hver sin skål.
Kom sukker, smør og vaniljesukker i skålen med æggeblommerne, og pisk det sammen med en el-pisker.
Tilsæt mel, mælk og mandelessens til dejen. Pisk det med el-piskeren til dejen er jævn og ensartet.
Kom bagepapir i bradepanden (jeg brugte en lille bradepande på ca. 35x20 cm - hvis du vil bruge den store bradepande der hører til ovnen skal du lave dobbelt portion).
Hæld dejen i bradepanden og bag kagen i 20-25 minutter (afhængig af ovn).
Vent med at gå i gang med toppingen, til der mangler 10 minutter af bagetiden.
Pisk æggehviderne stive. Tilsæt flormelis og pisk det sammen med æggehviderne. Knus makronerne groft og vend dem i.
Tag den forbagte kage ud af ovnen og smør makron-massen på. Sæt kagen tilbage i ovnen og bag i yderligere 10-12 minutter eller til den er gylden.
Lad makronkagen køle lidt af inden servering.
Jeg kan også anbefale den her dessert med makroner:
Nem dessert med makroner, frugt og creme
Kan den bages som muffins?
Ja, det kan den sagtens, men så skal bunden kun bages i 15-20 minutter og så yderligere 10 minutter med topping.
Fakta om opskriften
Måltid: Kage eller dessert
Oprindelse: Det danske køkken
Tidsforbrug:
Næringsindhold for makronkage med makroner
| pr. stykke | hele kagen | |
|---|---|---|
| Kalorier | 425 kcal | 6381 kcal |
| Kulhydrat | 55 g | 820 g |
| Protein | 6 g | 90 g |
| Fedt | 20 g | 300 g |
Næringsindholdet pr. stykke afhænger naturligvis af, hvor store stykker man skærer. Beregningen ovenfor tager udgangspunkt i, at kagen (lille bradepande) skæres i 15 lige store stykker.