Tilbehør til ost - lav det bedste ostebord

Det lækreste tilbehør til ost i form af en dejlig løgkompot og syltede nødder, der begge passer perfekt til mange forskellige slags oste, så dit ostebord bliver helt perfekt.

  • De to slags tilbehør, der gør ostebordet ekstra lækkert.
  • Osten smager endnu bedre i selskab med løgkompotten og syltede nødder
Til 4 personer

Løgkompot til ost

  • 8 rødløg eller almindelige løg
  • 50 g smør
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk sukker
  • 1 1/2 dl eddike
  • 1 1/2 dl vand
  • Tip: Kompotten kan også laves til en chutney - se her hvordan

Syltede nødder

  • 100 g valnødder eller mandler, hasselnødder eller andre nødder
  • kogende vand
  • 2 dl appelsinsaft
  • saft og skal af 1/2 citron
  • 1/2 vaniljestang
  • 5 spsk sukker eller honning
  • 1 dl vand
  • Tip: Syltelagen kan også bruges til syltede abrikoser - se hvordan her

Løgkompot til ost

Pil løgene, og snit dem helt tyndt. Smelt smørret, og tilsæt løg og salt. Lad løgene stege ved lav varme, til de er helt møre og næsten karamelliserede.

Tilsæt sukker, eddike og vand, og lad løgmarmeladen simre i 20-30 minutter ved lav varme.

Lad rødløgskompotten køle af, og kom den herefter på glas.

Syltede valnødder

Overhæld valnødderne med kogende vand, og lad dem stå i 5 minutter. Hæld vandet fra, og lad nødderne dryppe af.

Kom appelsinsaft, citronsaft og citronskal op i en gryde.

Flæk vaniljestangen på langs, og skrab kornene ud. Kom kornene op i gryden sammen med den tomme vaniljestang, sukker (eller honning) og vand.

Bring syltelagen i kog, og lad det simre i ca. 20-30 minutter, til den begynder at tykne og få en sirupsagtig konsistens.

Tilsæt valnødderne, og lad dem koge med i 5-10 minutter.

Kom valnødder og sirup på glas.

Se mere lækkert tilbehør til ost her

Syltelagen kan også bruges til syltede abrikoser

Opskriften på syltelage til nødderne kan også sagtens bruges til at lave syltede abrikoser med. Kom blot 100 g tørrede abrikoser (til 4 personer) i lagen, og lad dem koge med i 20-30 minutter, til siruppen tykner.

Her er syltelagen hældt over tørrede abrikoser

Lav løgkompotten til en lækker løgchutney

Du kan nemt tilføje lidt lækre krydderier til løgmarmeladen og lave den om til en rigtig god rødløgschutney. Til 4 personer skal du bruge følgende:

  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk fintrevet frisk ingefær
  • 1/2 tsk chilipulver
  • Evt. 1/2 tsk kardemomme

Hvad skal der på et ostebord?

Det er en god idé at sammensætte dit ostebord af flere forskellige slags oste, så der er lidt for enhver smag. Sammensæt det f.eks. ud fra disse kategorier:

  • Faste oste (f.eks. Vesterhavsost, Ravost, Manchego, lagret cheddar eller Gammel Knas)
  • Skimmelost (f.eks. blåskimmelost eller brie)
  • Flødeost (f.eks. med hvidløg, krydderurter eller andre smage)
  • Skæreost (f.eks. Havarti, Danbo, Gamle Ole)

Derudover skal der gerne enten være lidt brød eller kiks til, og hvis det skal være ekstra luksus, kan du bage det selv. Se f.eks. disse nemme opskrifter:

Hjemmebagte kiks med oregano og parmesanHjemmelavede kiks med rosmarinSprøde rugbrødschips

Flot pynt til ostebordet

Pynt gerne din osteanretning med små klaser vindruer, friske figner skåret i både og pærer eller æbler skåret i skiver. Det giver både lidt flot farve til tallerkenen, og så smager det super godt med noget frisk frugt til osten.

Det er også super lækkert og pynter flot at tilføje f.eks. lidt oliven, cornichoner eller nødder til osteanretningen.

Anret gerne osten på et keramikfad eller et skærebræt i træ for et flot rustikt look.

Fakta om tilbehøret

Måltid: Tilbehør
Oprindelse: Det danske køkken
Passer godt til: Manchego, ravost, brie, blåskimmelost, ost i det hele taget.
Arbejdstid i køkkenet:
Simretid:
Samlet tidsforbrug:

Næringsindhold for løgkompot til ost

pr. personhele portionen
Kalorier207 kcal828 kcal
Kulhydrat24 g94 g
Protein3 g11 g
Fedt10 g42 g


Næringsindhold for syltede valnødder

pr. personhele portionen
Kalorier262 kcal1049 kcal
Kulhydrat25 g99 g
Protein4 g16 g
Fedt17 g66 g
Publiceret d.
19.01.22.
Kategori:
Hvor mange stjerner giver du?
Stem