Tiramisu overnight oats
Den lækreste opskrift på tiramisu overnight oats, der smager som den klassiske italienske dessert. Opskriften er på dansk.
Ingredienser
til 2 personer- 4 tsk instant kaffepulver (eller stærk espresso-kaffe - jeg synes det er nemmere at få tilpas stærk kaffe med instant kaffe)
- 1⁄2 dl vand (kogende)
- 2 dl havregryn
- 2 dl mælk
- 1 spsk honning
- 2 tsk kakaopulver
- 4 tsk chiafrø
- 1 nip salt
Topping
- 300 g vaniljeskyr
- 1 tsk kakaopulver
Sådan laver du tiramisu overnight oats
Rør instant kaffe ud i det kogende vand og lad det køle lidt af. Man kan også bruge meget stærk espresso kaffe, men jeg synes det er nemmere at få den rette kaffesmag ved at bruge instant kaffe.
Kom havregryn og mælk i en skål. Bland honning, kakao og chiafrø i. Tilsæt salt og rør kaffen i.
Dæk skålen til og lad grøden trække i køleskabet i minimum 2 timer (gerne natten over).
Rør grøden igennem og fordel den i portionsglas. Kom lidt af vaniljeskyren ovenpå grøden og fordel det helt ud til glassets kant. Kom derefter resten af skyren på. På denne måde undgår du at væsken fra grøden blander sig med skyren (det har ingen betydning for smagen, men det ser flottest ud).
Drys med kakao på toppen (gennem en sigte). Så er din tiramisu køleskabsgrød klar til servering.
Jeg kan også anbefale disse opskrifter på overnight oats:
Overnight oats med skyr
Overnight oats med kakao
Skal der ikke mandelessens i?
Klassisk tiramisu indeholder Amaretto som giver en dejlig mandelsmag. Derfor er der også nogle opskrifter på tiramisu overnight oats der bruger mandelessens/mandelaroma. Jeg synes dog, at det har en alt for gennemtrængende og kunstig smag i køleskabsgrøden, så derfor bruger jeg det ikke.
I stedet kan jeg anbefale at servere grøden med lidt ristede mandler. Så får du en mere naturlig mandelsmag og samtidig også lidt knas.
Hvis du alligevel insisterer på at bruge mandelessens skal du være meget forsigtig, da det er meget kraftigt i smagen.
Fakta om opskriften
Måltid: Morgenmad, brunch eller mellemmåltid
Oprindelse: Det italienske køkken
Tidsforbrug:
Arbejdstid i køkkenet:
Trækketid i køleskabet: Minimum
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for tiramisu overnight oats
| pr. 100 gram | pr. person | total | |
|---|---|---|---|
| Kalorier | 96 kcal | 314 kcal | 627 kcal |
| Kulhydrat | 12 g | 38 g | 76 g |
| Protein | 7 g | 23 g | 45 g |
| Fedt | 2 g | 6 g | 12 g |
Næringsberegningen tager udgangspunkt i, at der bruges Cheasy vaniljeskyr.