Veganske pandekager
Super lækre veganske pandekager der er lige så lette at lave som normale pandekager. Gode til både morgenmad, eftermiddagsmad eller dessert.
Pandekager
- 100 g hvedemel
- 100 g speltmel (groft)
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk kanel
- 350 ml sojamælk (eller anden plantebaseret mælk)
- kokosolie eller anden plantebaseret olie/margarine
Forslag til tilbehør
- 1 ds kokosmælk (light kan ikke bruges, da det ikke vil skille som fuldfed kokosmælk)
- 50 g hasselnødder
Brombærkompot
- 250 g brombær
- 1 spsk rørsukker
- 25 ml vand
Pandekagerne:
Bland mel, bagepulver og kanel sammen. Bland derefter sojamælken i lidt efter lidt mens du pisker med et piskeris. Pisk indtil dejen er jævn og uden klumper.
Steg pandekagerne i olien/fedtstoffet ved middel til høj varme i ca. 3-4 minutter på hver side til de er let gyldne.
Tilbehør til veganske pandekager:
Jeg serverede de veganske pandekager med kokoscreme, ristede hasselnødder og brombærkompot, men du kan spise dem med lige det tilbehør du ønsker.
Kokoscreme:
Stil en dåse kokosmælk i køleskabet natten over (eller et par timer i fryseren samme dag). Vend dåsen på hovedet når du åbner den. Kokosvandet og kokoscremen skulle nu gerne være skilt. Hæld vandet fra og skrab cremen ud. Pisk med en el-pisker til cremen er jævn og luftig. Stil til side i køleskabet indtil du serverer pandekagerne.
Hasselnødder:
Hak nødderne, læg dem i et tyndt lag i et fad og rist i ovnen ved 200 grader i ca. 5 minutter til de er lysebrune. Stil til side.
Brombærkompot:
Put bær, sukker og vand i en lille gryde og kog ved middel varme i 10 minutter, rør jævnligt, indtil bærrene er kogt ud og væsken er svundet ind. Stil til side.
Servér pandekagerne med tilbehøret. Velbekomme!