Romkugler med nutella - den bedste opskrift

Hvis du er på udkig efter opskriften på de ultimativt bedste romkugler, behøver du ikke lede længere - de er nemlig lige her. De får en ekstra lækker smag fra Nutella, og så kan du selv vælge, om du vil lave en nem variant eller luksusversionerne med Nutellafyld og chokoladeovertræk.

Til 15 stk
  • 2 mazarinkager (à 275 gram pr. stk.)
  • 4 spsk kakaopulver
  • 2 spsk romessens
  • 80 g Nutella

Derudover

  • krymmel
  • evt. 50 g Nutella (hvis du vil have Nutellafyld i)
  • evt. 150 g mørk chokolade (hvis du vil overtrække romkuglerne)

Smuldr mazarinkagerne ned i en skål, og tilsæt kakaopulver, romessens og Nutella.

Pisk blandingen med en håndmikser, til den samler sig til en fast trøffelmasse. Til at starte med vil piskningen blot skabe krummer, men pisk bare videre, så samler massen sig til sidst.

Nu kan du vælge, om du vil lave en hurtig version eller en ekstra lækker version.

Den hurtige version

Rul trøffelmassen til kugler ved at presse massen sammen og dernæst rulle den - jeg brugte ca. en spsk masse til hver kugle, men du kan lave dem lige så store og små, som du personligt foretrækker. Rul kuglerne i krymmel, og sæt dem på køl til servering, så de kan sætte sig lidt.

Luksus-versionen med Nutellafyld

Tag en stor spiseskefuld trøffelmasse, og tryk det godt sammen. Tryk det fladt i håndfladen, og kom ca. en teskefuld Nutella i midten. Pak forsigtigt massen rundt om Nutellafyldet, og rul til en kugle. Til slut kan du rulle dem i krymmel eller vælge at lave den ultimative version og overtrække dem med chokolade som beskrevet nedenfor.

Tip: Det kan være nemmere at fylde kuglerne med Nutella, hvis du fryser små Nutella-klatter ned. Tag et lille stykke bagepapir, sæt små dutter af Nutella herpå, og kom bagepapiret i fryseren i ca. 1 time, til de er gennemfrosne.

De bedste romkugler med chokoladeovertræk

Uanset, om du kommer Nutellafyld i eller ej, er det mega lækkert at overtrække trøffelkuglerne med chokolade, og det gør du således:

Start med at sætte romkuglerne i køleskabet i ca. en times tid, så de kan sætte sig inden overtrækning.

Smelt chokoladen ved lav varme over vandbad. Rul kuglerne forsigtigt rundt i den smeltede chokolade, tag dem op med en gaffel, og læg dem på en tallerken eller en rist. Drys med krymmel til slut, og sæt dem tilbage på køl, indtil de skal serveres.

Se også:
Denne ekstremt lækre Nutella cheesecake, der kan laves med kun seks ingredienser.

Indsendt af
d.
10.07.20.
Kategori:

Video: Så nemt er det at lave romkuglerne

Se hvordan du laver de 3 lækre varianter af romkugler med Nutella.

Hvor mange gram mazarinkage?

Én færdiglavet mazarinkage vejer som oftest 275 gram, så til 15 romkugler skal der bruges i alt 550 gram færdig kage.

Skal de smage mere af rom?

Foretrækker du en mere fremtrædende romsmag, kan du tilsætte ca. 1/2-1 spsk ekstra romessens til trøffelmassen. Smag til undervejs, så du er sikker på, det ikke bliver for meget.

Indsendt af
d.
10.07.20.
Kategori:
close
Hvor mange stjerner giver du?
Stem