Drømmekage i airfryer
Den bedste drømmekage fra Brovst bagt i airfryer med ekstra meget af det lækre snaskede kokosfyld på toppen.
Ingredienser
til 4 personerDej
- 40 g smør
- 1 æg
- 75 g sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 1 tsk bagepulver
- 75 g hvedemel
- 1⁄2 dl mælk
Topping
- 80 g smør
- 80 g kokosmel
- 100 g brun farin
- 1⁄2 dl mælk
Sådan bager du drømmekage i airfryer
Smelt smørret til dejen ved lav varme i en gryde. Lad det derefter køle lidt af.
Pisk æg, sukker og vaniljesukker sammen i en skål til det er lyst og luftigt.
Sigt bagepulver og halvdelen af hvedemelet i æggesnapsen og vend det forsigtigt sammen med en dejskraber, så dejen bevarer sin luftighed.
Tilsæt mælken og vend den i dejen. Sigt resten af hvedemelet i og vend det i dejen. Tilsæt ligeledes det smeltede smør og vend det i dejen.
Smør formen med smør eller kom bagepapir i den. Jeg brugte en rund form på ca. 15 cm i diameter.
Hæld dejen i formen og bag kagen i airfryer'en i ca. 17-22 minutter. Bagetiden afhænger af hvor godt din airfryer varmer, så hold øje med kagen de sidste 5 minutter af bagetiden.
Topping
Kom alle ingredienserne til toppingen i en gryde og smelt det sammen ved middel varme. Rør i gryden, så det ikke brænder på.
Fordel toppingen på den bagte kagebund, og bag drømmekagen i yderligere 5-8 minutter ved 180 grader i airfryer'en (eller til toppingen er gylden).
Lad den friskbagte drømmekage køle lidt af inden servering.
Tip:
Hvis du skal servere drømmekagen for mange gæster, er det nemmest at lave den en stor bradepande i ovnen, som jeg har gjort i denne opskrift:Verdens bedste drømmekage i bradepande
Opbevaring og holdbarhed
Kagen holder sig bedst hvis den kommes i en plastikpose eller en tætsluttende beholder og opbevares på køkkenbordet. Så holder den sig frisk og svampet i flere dage.
Den kan også sagtens fryses. Bare sørg for at den er pakket godt ind.
Kan drømmekagen laves som muffins?
Ja, det kan den godt, men så er bagetiden nok lidt kortere, så kig løbende til dem undervejs.
Kan man bruges havregryn i stedet for kokos?
Ja, det kan man sagtens. Fremgangsmåden er den samme.
Kan kagen bages i en alubakke eller bagepapirform til airfryer?
Ja, den kan godt bages i en alubakke.
Jeg vil også tro at den godt kan bages i papirform, men jeg har ikke selv prøvet, så jeg er ikke sikker. Hvis der bruges papirform ville jeg dog lægge flere papirforme oveni hinanden for at gøre dem mere stabile, så de bedre kan holde på dejen.
Bemærk også at det kræver at papirformene har en ret høj kant, så der er plads til toppingen.
Fakta om opskriften
Måltid: Dessert
Oprindelse: Det danske køkken (nærmere bestemt Brovst)
Tidsforbrug:
Næringsindhold for drømmekage i airfryer
pr. person | hele kagen | |
---|---|---|
Kalorier | 624 kcal | 2495 kcal |
Kulhydrat | 60 g | 242 g |
Protein | 6 g | 25 g |
Fedt | 39 g | 157 g |
Næringsindholdet pr. person tager udgangspunkt i at kagen skæres i 4 lige store stykker.