Grønkålssalat med sennepsdressing

Grønkål er virkelig lækkert som basis for en salat, og i denne udgave får den sprøde kål selskab af en herlig sennepsdressing, søde æbler og ristede pinjekerner. Grønkålssalaten er rigtig god som tilbehør til f.eks. flæskesteg, frikadeller, and, laks og andre lækre retter.

Til 3 personer

Grønkålssalat

  • 30 g pinjekerner
  • 100 g grønkål
  • 1 æble
  • saft af 1/4 citron

Sennepsdressing

  • 100 g creme fraiche
  • 25 g dijonsennep
  • 10 g honning
  • saft af 1/4 citron
  • 1/2 bdt persille
  • salt
  • peber

Rist pinjekernerne på en tør pande - hold godt øje med, at de ikke brænder på.

Skyl grønkålen grundigt, og snit den fint. Skær æblet i tynde skiver, og vend skiverne med citronsaften.

Sennepsdressing:

Bland creme fraiche sammen med dijonsennep, honning og citronsaft. Skyl persillen, og hak den. Bland den i dressingen, og smag til med salt og peber.

Kom grønkålen op i en skål, og tilsæt sennepsdressingen. Kram kålen og dressingen godt sammen med fingrene. Vend til slut æbleskiverne og de ristede pinjekerner i grønkålssalaten, og servér med det samme.

Indsendt af
d.
09.10.18.
Kategori:
Indsendt af
d.
09.10.18.
Kategori: