Hjemmelavet kyllingefond

Det er supernemt at lave sin egen hjemmelavede kyllingefond - man skal bare bruge et skrog og nogle grøntsager, og vupti så har du en dejlig, velsmagende bouillon, der kan bruges til f.eks. supper, saucer eller gryderetter.

Til 1 portion
  • Skrog fra 1 kylling
  • 2 gulerødder
  • 1 persillerod
  • 1 forårsløg
  • 1 porre
  • 2 løg
  • 12 peberkorn
  • vand
  • 1 kvist timian
  • 2 laurbærblade
  • 2 tsk salt

Del kyllingeskroget i mindre stykker, og kom det i en stor gryde. Skræl gulerødder og persillerod, og rens porre, forårsløg og løg. Skær alle grøntsagerne i store stykker, og kom dem i gryden sammen med peberkornene.

Hæld vand i gryden, til det dækker grøntsagerne og kyllingeskroget, og lad det koge op.

Fjern det skum, der danner sig på toppen. Tilsæt timian, laurbærblade og salt. Skru ned for varmen, og lad det småsimre på laveste blus i ca. 3 timer.

Passér fonden gennem en sigte. Smid benrester og grøntsager ud. Hæld den klare fond tilbage i gryden. Den kan nu bruges til f.eks. suppe eller opbevares i enten fryseren eller køleskabet.

Tip:
Hvis du vil lave bouillon, kan du koge fonden ind til ca. halvdelen og lade det køle af. Hæld efterfølgende den kolde fond i isposer, og læg dem i fryseren. Så har du bouillonterninger til senere.

Indsendt af
d.
16.01.18.
Kategori:
Indsendt af
d.
16.01.18.
Kategori: