Jordbær/hyldeblomst-is

Sommerlig jordbær is med et strejf af hyldeblomst. God opskrift der forener to af sommerens bedste råvarer.

Til 8 personer
  • 600 g jordbær
  • 75 g sukker
  • 2 hyldeblomstskærme
  • 4 pasteuriserede æggeblommer
  • 125 g flormelis
  • 5 dl fløde

Nip jordbærene, skyl dem og skær dem i mindre stykker. Kom jordbærene i en gryde sammen med sukker.

Pluk de små blomster af hyldeblomstskærmene og kom dem i et tefilter.

Læg tefilteret i gryden sammen med jordbær og sukker.

Kog jordbær og hyldeblomster (uden vand) til jordbærene kan blendes. Smag eventuelt undervejs på væsken fra jordbærene og tag tefilteret med hyldeblomsterne op, når den ønskede smag af hyldeblomst er opnået - hvis tefilteret koger med for længe kan hyldeblomstsmagen overdøve jordbærsmagen.

Blend og afkøl jordbærene.

Pisk fløden.

Pisk æggeblommer og flormelis tykt og luftigt.

Vend jordbærmassen i æggemassen.

Vend herefter fløden i.

Hvis du har en ismaskine:
Kom blandingen i en ismaskine og kør det i 30-40 minutter. Kom isen i en form og frys den færdig i fryseren.

Hvis du ikke har en ismaskine:
Kom ismassen i en form og derefter i fryseren. Rør i isen 4-6 gange med en ½ times mellemrum.

Indsendt af
d.
13.06.14.
Kategori:
Indsendt af
d.
13.06.14.
Kategori: