Kokossmåkager
Disse lækre kokossmåkager er intet mindre end fantastiske. De er nemme at lave, de smager dejligt af kokos og vanilje, og de får hele huset til at dufte skønt. Dejen kan holde sig et par dage på køl, så man hele tiden kan servere friskbagte småkager.
Ingredienser
til 160 stk- 1 vaniljestang
- 225 g sukker
- 225 g hvedemel
- 225 g kokosmel
- 225 g smør
- 1 æg (str. M/L)
Så nemt er det at lave kokossmåkagerne
- Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Brug lidt af sukkeret til at skille kornene ad. Kom vaniljesukkeret op i en skål, og bland det med det resterende sukker.
- Tilsæt hvedemel og kokosmel, og rør det sammen. Hak smørret i tern, og smuldr det i melblandingen, til massen minder om revet parmesan.
- Tilsæt ægget, og rør dejen ensartet. Dæk den til, og kom den på køl i minimum 20 minutter.
- Forvarm ovnen til 200 grader.
- Tril dejen til kugler, og læg dem på en bageplade. Tryk en gaffel ned i hver kugle, så du får et fint mønster på småkagen.
- Bag kokossmåkagerne i ca. 6 minutter i øverste halvdel af ovnen. De skal være gyldne, men ikke brændte, så hold godt øje med dem.
- Lad de færdigbagte småkager køle af på en bagerist.
Jeg kan også anbefale de her nemme småkager med havregryn. De er virkelig gode.
Næringsindhold for gaffelkager med kokos
pr. småkage | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 30 kcal | 4868 kcal |
Kulhydrat | 3 g | 401 g |
Protein | 0 g | 49 g |
Fedt | 2 g | 337 g |
Næringsindholdet pr. småkage tager udgangspunkt i, at der bliver 160 småkager af 1 portion.