Sunde morgenboller
Sunde morgenboller der er dejligt luftige selvom de er grove. De er hurtige at lave for de skal ikke hæve.

Se lige hvor luftige de er indeni :-)
Havregryn eller havremel?
Jeg bruger typisk havremel - både fordi det er nemmest, og fordi det har en finere struktur, som gør bollerne ekstra luftige. Man kan dog også sagtens bruge havregryn, og så blot selv blende dem til mel.
Ingredienser
til 8 stk- 4 æg
- 300 g skyr
- 150 g havremel eller havregryn blendet til mel
- 150 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 1⁄2 tsk salt
- Evt. 2 spsk hørfrø eller solsikkekerner
Sådan bager du sunde morgenboller
Forvarm ovnen til 200 grader.
Slå æggene ud i en skål og rør dem godt sammen med skyr.
Hvis du bruger havregryn så blend dem til mel i en minihakker eller foodprocessor (så fint som muligt). Du kan også komme dem i skålen med æg og skyr og blende dem med en stavblender, men så bliver konsistensen typisk lidt grovere.
Hvis du bruger havremel er det naturligvis ikke nødvendigt at blende det.
Rør havremel, hvedemel og bagepulver sammen med æg og skyr i skålen. Tilsæt salt og evt. hørfrø eller solsikkekerner.
Form dejen til boller og læg dem på en bageplade med bagepapir. Dejen er ret klistret, men bollerne skulle gerne kunne holde formen - ellers tilsæt lidt ekstra havremel/hvedemel.
Jeg synes det er nemmest at forme bollerne med en ske der er dyppet i vand, ligesom når man laver frikadeller.
Bag morgenbollerne i ca. 18-22 minutter eller til de er gyldne og gennembagte (afhænger af hvor godt din ovn varmer).
Lad dem køle af på en bagerist inden de spises - så undgår man at de er klæg indeni.
Jeg kan også anbefale de her sunde boller:
Hytteost boller
Sunde gulerodsboller
Proteinboller
Hvor kan man købe havremel?
Havremel kan efterhånden købes i de fleste supermarkeder. Jeg køber det typisk i Rema 1000.
Kan de laves glutenfri?
Ja, jeg har også bagt dem i en glutenfri version, hvor jeg brugte glutenfrit havremel og den røde glutenfri melblanding fra Finax i stedet for hvedemel. De blev dejligt luftige😀
Jeg tror også sagtens, at andre glutenfrie melblandinger kan bruges.
Fakta om opskriften
Måltid: Morgenmad
Oprindelse: Det danske køkken
Tidsforbrug:
Arbejdstid i køkkenet:
Bagetid:
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for sunde morgenboller
| pr. bolle | hele portionen | |
|---|---|---|
| Kalorier | 206 kcal | 1649 kcal |
| Kulhydrat | 26 g | 211 g |
| Protein | 12 g | 98 g |
| Fedt | 5 g | 38 g |
Næringsberegningen er uden hørfrø/solsikkekerner. Se hvordan vi beregner næringsindhold her.