Frokostbuffet
Se hvordan du kan lave en lækker frokostbuffet med bl.a. salat, brød og pålæg samt varme og kolde retter. Det er nemt at lave selv, men mange af tingene kan også købes færdigt.
Frokost behøver ikke altid være det traditionelle danske smørrebrød. En flot og varieret frokostbuffet vil helt sikkert imponere og glæde dine gæster.
Nemme retter til en frokostbuffet
En god frokostbuffet skal først og fremmest indeholde noget godt brød. Det kan være rugbrød, fuldkornsboller, franskbrød eller tilsvarende. Det er ikke svært at bage, men du kan også vælge den helt nemme løsning og købe noget færdigt.
Til brødet kan f.eks. serveres en lækker rejesalat, røget laks med dilddressing, forskellige former for pølse og andet pålæg.
Små lune frokostretter
Til en rigtig frokostbuffet hører også små lune retter. Det kunne f.eks. være æggekage, fyldte pandekager, porretærte eller lasagne - afhængigt af hvilken årstid det er, og hvem du skal servere det for. Om vinteren kunne varme supper også være en mulighed. Prøv f.eks. denne nemme opskrift på tomatsuppe eller vores opskrift på kartoffelsuppe.
Frokostbuffet til særlige lejligheder
Til særlige lejligheder såsom påskefrokost, julefrokost eller måske en herrefrokost er der traditioner for hvad en frokostbuffet skal indeholde. Her er sild med æggesalat et must. Ligeledes er hjemmelavede frikadeller, kartoffelsalat og lun leverpostej noget de færreste vil undvære i en sådan frokostbuffet. Skal der også være lidt af det sunde, kan denne rødkålssalat varmt anbefales.