Forret med røget makrel
Vi kender alle de klassiske hvedetortillas (eller "wraps"), der som oftest benyttes til mexicanske retter, men wraps er også perfekte til forretter med diverse fiskefyld.
I denne opskrift er hovedingrediensen makrel, som suppleres af creme fraiche, sprøde radiser og rødløg, der fungerer rigtig godt sammen.
Servér makrelrouladestykkerne på en bund af frisk salat med brød til.
- ca. 120 g røget makrelfilet
- 1/2 rødløg
- 1/2 agurk
- 6 radiser
- 2 spsk kapers
- 2 tsk sennep
- 2 spsk creme fraiche (minimum 18%)
- 2 tortillapandekager
Fjern skindet fra makrelfileten, og skrab det tynde fedtlag af med en kniv. Pil fisken fri for ben.
Hak rødløget meget fint. Udkern agurken og skær den i fine tern. Skær ligeledes radiserne i fine tern og hak kapers.
Rør makrel, rødløg, agurk, radiser, kapers, sennep og creme fraiche sammen i en skål. Smør derefter blandingen ud på de to tortillas, og rul dem sammen.
Skær rullerne i skiver og servér dem på en bund af salat med lækkert brød til.