Glaserede rodfrugter

Rodfrugter er fyldt med smag, og når de bages i ovnen og efterfølgende glaseres, smager de endnu bedre. Rødbeder og gulerødder bliver søde, selleri, pastinak og persillerod bliver milde i smagen, og den omsluttende glace af balsamico og sukker forstærker smagsindtrykket.

Til 4 personer
  • 6 rødbeder
  • 1 knoldselleri
  • olivenolie
  • salt

Balsamicoglace

  • 1 dl balsamico (vineddike kan også bruges)
  • 2 spsk sukker

Forvarm ovnen til 185 grader.

Vask rødbederne, så de er fri for jord. Skræl sellerien, og skyl den, så den også bliver ren.

Smør knoldsellerien med olivenolie, og drys med salt. Pak den ind i alufolie, og kom den op i et ildfast fad. Sæt den i ovnen.

Pak også rødbederne ind i ét stykke alufolie, og kom dem ind i ovnen 30 minutter senere.

Lad dem derefter bage videre, så sellerien får i alt 2,5 time, og rødbederne får 2 timer.

Tag rodfrugterne ud af ovnen. Fjern skallen fra rødbederne (de kan nærmest smuttes), og skær enderne af. Flæk dem diagonalt.

Skræl det yderste lag af sellerien, og skær den i skiver. Vær opmærksom på, at den er ret blød, så skiverne skal ikke være for tynde, for så knækker de.

Balsamicoglace:
Kom balsamico (eller vineddike) på en stegepande sammen med sukkeret. Sæt blusset på middelvarme, og lad væden simre, til der er ca. 1/3 tilbage.

Vend de ovnbagte rodfrugter i balsamicoglacen, og server dem herefter.

De glaserede rodfrugter er rigtig gode som tilbehør til kød og fisk, men de kan også serveres som forret med en grøn salat til.

Tip til valg af rodfrugter:
I denne opskrift er der brugt rødbeder og knoldselleri, men opskriften kan også laves med f.eks. persillerod, pastinak, søde kartofler og gulerødder. De skal dog kun have 1,5 time i ovnen. Man kan også bruge bolsjebeder, og de skal have samme bagetid som rødbederne.

Indsendt af
d.
11.01.17.
Kategori:
Indsendt af
d.
11.01.17.
Kategori: