Hytteost pandekager
Rigtig gode pandekager med hytteost og havregryn. Det tager kun 5 minutter at bikse dejen sammen, så det er super nemt.
Hytteost pandekager med eller uden mel?
Jeg bruger både havregryn og en lille smule mel. Det synes jeg giver det bedste resultat, men man kan også sagtens lave dem uden mel (altså erstatte melet med flere havregryn).
Ingredienser
til 10 stk- 4 æg
- 200 g hytteost
- 2 dl mælk
- 1 1⁄2 dl havregryn
- 1⁄2 dl hvedemel
- 1⁄2 tsk salt
- 1⁄2 tsk kardemomme eller kanel
- evt. 1 spsk vaniljesukker (kan sagtens udelades)
- smør til stegning
Sådan bager du pandekager med hytteost
Slå æggene ud i en skål eller i en blender. Kom hytteost og mælk i.
Tilsæt havregryn og mel (mel kan erstattes med flere havregryn).
Kom salt og kardemomme (eller kanel) i. Tilsæt evt. vaniljesukker.
Blend dejen med en stavblender eller i en alm. blender, så der ikke er nogle klumper af hytteost eller havregryn. Lad dejen trække i 5 minutter og giv den derefter en hurtig tur med blenderen igen, så den bliver blandet godt rundt.
Smelt lidt smør på en pande og steg pandekagerne ved middel-høj varme (6 eller 7 ud af 9). Kom mere smør på panden undervejs, hvis det er nødvendigt.
Servér f.eks. pandekagerne med syltetøj, frisk frugt, lidt sukker eller hvad du nu har lyst til.
Sunde pandekager på andre måder:
Sunde pandekager med havregryn
Keto pandekager
Kan de laves glutenfri?
Ja, jeg har også bagt dem i en glutenfri version, hvor jeg brugte glutenfrie havregryn og den glutenfri melblanding fra Finax (den røde). De blev rigtig gode😀 Man kan sikkert også sagtens bruge andre glutenfrie melblandinger.
Kan man smage hytteosten?
Nej, man kan ikke smage hytteosten og pandekagerne har heller ikke konsistens som hytteost, da dejen blendes.
Fakta om opskriften
Måltid: Dessert, morgenmad eller mellemmåltid
Oprindelse: Det danske køkken
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for hytteost pandekager
| pr. pandekage | total | |
|---|---|---|
| Kalorier | 114 kcal | 1138 kcal |
| Kulhydrat | 7 g | 72 g |
| Protein | 7 g | 72 g |
| Fedt | 6 g | 61 g |
Som du kan se er der hele 7 gram protein i hver pandekage.
Næringsberegningen omfatter kun selve pandekagerne - ikke tilbehør såsom syltetøj frugt eller lignende. Beregningen er dog inklusiv vaniljesukker i dejen og 2 spiseskefulde smør til stegning af 10 pandekager. Hvis du har en god non-stick pande kan du måske nøjes med mindre smør.
Se her hvordan næringsindholdet er beregnet