Mørbrad i champignonsauce

Denne herlige opskrift på mørbrad med champignonsauce er den rene luksus. Først bliver mørbraden forkælet med en lækker marinade i 6 timer og til sidst med bacon og fløde.

Til 4 personer
  • 2 svinemørbrader
  • 1 bdt persille
  • 5 stilke timian
  • 5 stilke oregano
  • 1 citron
  • 2 fed hvidløg
  • 1 dl olivenolie
  • 500 g champignoner
  • 4 skiver bacon
  • 1 dl vand
  • 2 dl fløde
  • salt
  • peber

Fjern hinder og fedt fra mørbraderne med en skarp kniv. Skær mørbraden i 2 cm tykke skiver, og kom dem i en frysepose.

Fjern det nederste af stilkene fra persillen. Skyl persille, timian og oregano. Brug tørrede krydderurter, hvis de friske ikke kan fås. Pres citronen, og knus hvidløget. Bland olivenolie, hvidløg, krydderurter og citronsaft sammen til en marinade. Hæld marinaden over mørbradstykkerne, og læg dem på køl i ca. 6 timer.

Rens champignonerne for jord, og skær dem i skiver. Tag mørbradstykkerne op af marinaden, og kom champignonerne op i marinaden.

Skær baconen i mindre stykker, og steg dem let sprøde på en pande. Smør et ildfast fad med lidt fedtstof, og kom så baconen heri.

Brun mørbradstykkerne på alle sider i fedtstoffet fra baconen. Gør det ad flere omgange, så panden ikke bliver overfyldt. Krydr med salt og peber, og læg dem oven på baconen.

Brun champignonerne i samme pande sammen med evt. resterende marinade (champignonerne suger det meste marinade). Hæld dem bagefter over mørbraderne.

Kom vandet på panden, og lad det koge let. Tilsæt så fløden, og smag til med salt og peber. Hæld saucen over mørbraderne.

Bag i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 30 minutter. Kom stanniol over fadet, hvis retten bliver for mørk.

Server med en lækker salat, brød eller kartofler.

Indsendt af
d.
12.05.15.
Kategori:
Indsendt af
d.
12.05.15.
Kategori: