One pot kylling med ris og asparges

Det er fantastisk med retter så nemme som denne lækre one pot ret med kylling, ris og asparges. Det hele tilberedes i samme gryde, retten er propfyldt med smag, og man sparer sågar på opvasken. Det er da en win-win situation.

Til 4 personer
  • 1 bdt asparges
  • 3 rødløg (små)
  • 3 fed hvidløg (små)
  • 2 spsk olie
  • 600 g kyllingeinderfilet
  • salt
  • peber
  • 4 dl ris
  • 7 dl hønsebouillon
  • 2 dl fløde
  • saft af 1/2 citron
  • 25 g revet parmesanost
  • 1 bdt persille
  • 200 g ærter

Knæk den "træede" ende af aspargesene, og skær dem i små stykker. Sæt dem til side til senere.

Pil rødløg, og snit dem fint. Pil hvidløg, og hak det fint. Svits rødløg og hvidløg i olien ved middel varme i en gryde eller på en stor pande.

Krydr kyllingeinderfileterne med salt og peber. Skub løgene ud til den ene side, og skru lidt op for varmen. Kom kyllingen på panden eller i gryden, og svits det af i ca. 5 minutter.

Tilsæt ris, hønsebouillon, fløde, citronsaft og revet parmesan, og bring det i kog. Lad det simre i 10 minutter.

Skyl imens persillen, og hak det fint. Tilsæt det til retten sammen med ærter og asparges. Lad det simre yderligere 10 minutter, eller indtil risene er møre.

Servér evt. one pot retten med lidt friskrevet citronskal og ekstra revet parmesanost. Velbekomme!

Indsendt af
d.
14.03.19.
Kategori:
Indsendt af
d.
14.03.19.
Kategori: