Pizza med pesto og pinjekerner

Den her opskrift giver nogle virkeligt lækre pizzaer, hvor den sprøde bund er toppet med pesto, gyldne pinjekerner og frisk basilikum. Det kan hurtigt blive en vane at lave sin egen pizza, når det bliver så godt.

Til 2 stk

Pizzabund

  • 5 1/2 dl pizzamel (tipo 00)
  • 20 g gær
  • 1 knsp salt
  • 1 knsp sukker
  • 2 dl vand (lillefingervarmt)
  • 2 spsk olivenolie

Fyld

  • 30 g pinjekerner
  • ca. 4 spsk grøn pesto
  • 150 g bacon i terninger
  • 150 g røget skinke
  • 8 cherrytomater
  • 10 mini mozzarellakugler
  • frisk basilikum

Forvarm ovnen til 275 grader med en pizzasten eller bageplade i, så det kan varme godt op.

Smuldr gæren ud i melet, og tilsæt salt og sukker. Tilsæt vandet, og ælt det godt sammen. Ælt olivenolien i til sidst. Lad dejen hæve et lunt sted, til den er dobbelt så stor. Det tager ca. 30 min.

Rist pinjekernerne på en tør pande, til de har fået lidt farve. Kom dem op i en skål, og lad dem køle af.

Del dejen i to lige store dele, og rul hver del ud til en tynd pizzabund. Læg dem op på hvert sit stykke bagepapir. Smør pesto på bundende, og fordel skinke og bacon henover. Del cherrytomaterne i to, og læg dem på pizzaerne sammen med mozzarellakuglerne.

Bag én pizza af gangen. Læg forsigtigt pizzaen over på den varme pizzasten eller bageplade, og bag den i ca. 8-10 minutter, til den er gylden på toppen og sprød i bunden. Bag herefter den anden pizza.

Drys de ristede pinjekerner over pizzaerne ved servering, og pynt med frisk basilikum.

Obs! Det er vigtigt, at ovnen og pizzastenen/bagepladen bliver forvarmet rigtig godt, da det giver de lækreste pizzaer med en sprød bund.

Indsendt af
d.
31.01.17.
Kategori:
Indsendt af
d.
31.01.17.
Kategori: