Sunde havregrynsmuffins med æble

Giv morgengrøden et twist med disse sunde havregrynsmuffins med æble, som i samspil med honning gør dem dejligt søde. De er ultra nemme at lave, og det er lækkert at have et par stykker i fryseren til en hurtig morgenmad, men muffinsene kan også sagtens bruges som en lille snack.

Til 16 stk
  • 6 dl grovvalsede havregryn
  • 3 1/2 dl mælk
  • 1 æg
  • 3 æbler
  • 1 1/2 tsk bagepulver
  • 3 tsk vaniljepulver
  • 1 1/2 spsk honning
  • 1/4 tsk salt
  • 1 dl mandler



Tænd ovnen på 190 grader.

Kom havregryn og mælk op i en skål, og lad det stå 5-10 minutter, så havregrynene bliver lidt blødere. Tilsæt æg, og blend det til en grov havregrød. Riv æblerne på den grove side af rivejernet, og rør dem i dejen sammen bagepulver, vaniljepulver, honning og salt. Hak mandlerne så groft, som du ønsker det, og tilsæt dem.

Fyld dejen næsten helt op til kanten på muffinsformene, og bag dem i 25-30 minutter.

De færdigbagte havregrødsmuffins holder sig fint på køl 2-3 dage, og de kan også sagtens fryses ned.

Indsendt af
d.
09.02.17.
Kategori:
Indsendt af
d.
09.02.17.
Kategori: