Enebærgryde med kartoffelmos
Nem og lækker simremad! Lad dig ikke skræmme af tilberedningstiden på denne skønne opskrift på enebærgryde med kartoffelmos. Når alle ingredienserne er tilsat, skal retten blot passe sig selv til kødet er mørt. En skøn og cremet ret, der både kan serveres til hverdag og fest.
Ingredienser
til 4 personer- 25 g smør
- 700 g skært svinekød
- 6 enebær
- 1 tsk rosmarin
- 1⁄4 l fløde
- 250 g creme fraiche 18 %
- salt
- peber
- kulør
Kartoffelmos
- 800 g kartofler
- 50 g smør
- 1 dl mælk
- salt
Sådan laver du enebærgryden
Skær kødet i mundrette stykker. Smelt smørret i en gryde, og kom så kødet i. Brun evt. kødet i flere omgange, så du undgår, at det koger.
Knus enebærrene med en morter eller siden af en kniv. Kom enebær og rosmarin op i gryden til alt kødet.
Tilsæt fløde og creme fraiche, og rør det hele sammen. Lad det simre ved svag varme i ca. 60 minutter eller til kødet er mørt.
Smag til med salt og peber, og tilsæt kulør, så enebærgryden får en let brunlig farve.
Kartoffelmos
Skræl kartoflerne, og kog dem i letsaltet vand indtil de er færdigkogte. Hæld vandet fra, og kom så smør og mælk i, og pisk eller mos til kartoffelmosen har den ønskede konsistens.
Server enebærgryden sammen med kartoffelmosen og evt. en frisk salat.
Jeg kan også anbefale den her gryderet:
Gryderet med hakket svinekød og masser af smag