Hvid pizza med kylling

Den her hvide pizza med kylling kan sagtens hamle op med den klassiske pizza, selvom den er lavet uden tomatsauce. I stedet bruges en skøn creme fraiche sauce, der er helt suveræn sammen med det lækre fyld.

Til 6 stk

Pizzadej

  • 1/2 pk gær
  • 3 dl vand (lunkent)
  • 3 spsk olivenolie
  • 7 dl hvedemel
  • 1/2 tsk salt

Fyld

  • 3 dl creme fraiche
  • 3 fed hvidløg
  • salt
  • peber
  • 4 spsk revet ost
  • 1 dl vand
  • 3 kyllingefileter
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 tsk paprika
  • 1 tsk timian
  • 1 rødløg
  • 3 kugler mozzarella ost
  • 1 ds majs
  • 3 spsk purløg (finthakket)

Pizzadej:
Rør gæren ud i det lunkne vand, og tilsæt olivenolie. Bland hvedemel og salt i, og rør det sammen til en jævn dej. Hæld dejen ud på bordet, og ælt i et par minutter, til dejen er smidig.

Tilsæt evt. mere mel, men sørg for, at dejen ikke bliver for tør og hård.

Kom dejen tilbage i skålen, og lad den hæve, til den er dobbelt størrelse. Det tager ca. 1 time, og imens kan du gøre resten af ingredienserne klar.

Fyld:
Kom creme fraiche op i en lille gryde. Pres hvidløg i, og varm det op ved svag varme. Krydr saucen med salt og peber. Kom revet ost og vand i. Hvis du laver saucen lang tid i forvejen, kan du komme lidt ekstra vand i, så den ikke bliver for tyk.

Skær kyllingefileterne i strimler, og kom dem op i en skål. Tilsæt olivenolie, paprika, timian, salt og peber, og bland det hele godt sammen. Steg det hurtigt i en stegepande, til kyllingestykkerne er næsten færdigstegte, og sæt dem efterfølgende til side.

Skær rødløget i tynde ringe og mozzarellaen i skiver.

Bagning af pizzaerne:
Forvarm ovnen til 250 grader, og sæt en bagesten eller bageplade i ovnen, så den også bliver varmet godt op.

Del pizzadejen i det ønskede antal stykker, og rul hvert stykke ud til en tynd bund. Læg en pizzabund på den forvarmede bagesten/bageplade, og bag den i ca. 2-3 minutter, til den har fået lidt lufthuller. Tag den ud, og forbag de resterende bunde.

Fordel lidt af creme fraiche saucen på hver af de forbagte pizzabunde, og kom kyllingestykkerne på. Fordel, rødløg, majs og mozzarella på pizzaerne. Drys til sidst pizzaerne med purløg, salt og peber.

Bag pizzaerne i ca. 5 minutter på bagestenen/bagepladen i ovnen (bagetiden kan variere fra ovn til ovn, så hold godt øje).

Indsendt af
d.
23.05.17.
Kategori:
Indsendt af
d.
23.05.17.
Kategori: