Keto pizza

Fantastisk keto pizza, der får den lækreste sprøde bund, selvom den er lavet helt uden hvedemel. Den kan være klar på bare 30 minutter, så der er absolut ingen grund til at undvære pizza, selvom du spiser low carb.

5,0  –  3 stemmer  –  Stem her
  • Med mozzarella og mandelmel får man en sprød bund, præcis som man kender den fra almindelig pizza
  • Fyld lige det, du har lyst til på pizzaen, sørg blot for, at det indeholder få kulhydrater.
Til 2 stk

Keto pizzabund

  • 200 g revet mozzarella
  • 80 g mandelmel (mandler kan variere meget i kulhydratindhold, så tjek varedeklarationen, så du er sikker på at få den med færrest kulhydrater)
  • 2 tsk loppefrøskaller (Hvor kan jeg købe dem?)
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 1 1/2 tsk salt

Forslag til fyld

Sådan laver du en keto pizzabund

Smelt mozzarellaen ved lav varme.

Tilsæt mandelmel, loppefrøskaller, bagepulver og salt. Ælt det sammen til en ensartet dej.

Del pizzadejen i det antal pizzaer, du vil lave, og tryk dem lidt flade med fingrene.

Rul hver klump ud imellem to stykker bagepapir til en tynd cirkel. Dejen kan være lidt hård at rulle ud, og den kan også revne i kanterne, så lap den gerne undervejs, så du får en nogenlunde rund pizza.

Fold en smule af dejen op hele vejen rundt langs kanten, så pizzaen kan få en sprød skorpe.

Bagning af pizzaen

Forvarm ovnen til 200 grader varmluft med en bageplade indeni.

Læg en pizzabund på den varme plade, og forbag den i 8 minutter, til den er blevet gylden. Forbag resten af bundene på samme måde.

Fordel pizzasauce, revet mozzarella og pepperoni (eller andet fyld - se forslag her) ovenpå bundene.

Bag pizzaerne én ad gangen i yderligere 5 min., til osten er smeltet og gylden. Så er dine keto pizzaer klar til servering.

Vild med pizza? Så skal du altså også se KETO madplanen med en lækker opskrift på kylling, der smager af pizza.

Indsendt af
d.
20.08.21.
Kategori:

Hvor kan jeg købe loppefrøskaller?

Du kan være heldig at finde dem i Netto, men du kan også købe loppefrøskaller billigt her [annonce]

Fakta om opskriften

Måltid: Hovedret
Oprindelse: Det italienske køkken
Tidsforbrug:

Næringsindhold for keto pizza

pr. pizzahele portionen
Kalorier705 kcal1410 kcal
Kulhydrat9 g18 g
Protein45 g89 g
Fedt53 g106 g


Næringsberegningen er inklusiv pizzasauce og mozzarella på toppen, men uden pepperoni eller andet fyld.

Spar ekstra kulhydrater på pizzasaucen

Næringsberegningen (på bare 9 g kulhydrat per pizza) er inklusiv en helt almindelig pizzasauce, men hvis du gerne vil spare lidt ekstra på kulhydraterne, kan du bruge f.eks. denne sukkerfri tomatsauce [annonce].

Hvor mange personer er der til?

Som udgangspunkt er der beregnet 1 pizza per person, så i grundopskriften er der til to personer. Man kan dog sagtens vælge at servere pizzaerne med salat til - i så fald skal man kun beregne en halv pizza per person.

Forslag til keto-venligt fyld

Hvis du gerne vil have andet topping end pepperoni på din pizza, kan jeg anbefale disse lækre keto-venlige alternativer:

  • Champignoner
  • Grøn peberfrugt
  • Oksekød
  • Bacon
  • Skinke
  • Parmesanost
  • En smule pesto
  • Basilikum eller andre krydderurter
Hvor mange stjerner giver du?
Stem