Ret med hakket oksekød og ris

Mega lækker ret med hakket oksekød og ris samt grøntsager og karry, som giver masser af smag til risretten. En super nem omgang aftensmad, der med garanti bliver et hit.

5,0  –  1 stemmer  –  Stem her
  • Som nem aftensmad er den her ret med hakket oksekød og ris helt perfekt.
  • Det hele tilberedes i én gryde - en såkaldt one pot ret.
  • Propfyldt med grøntsager, bl.a. gulerødder og peberfrugter og med en dejlig orientalsk smag af karry.
  • Servér evt. retten med et drys forårsløg ovenpå.
Til 4 personer
  • 1 bdt forårsløg
  • 3 gulerødder (store)
  • 3 peberfrugter
  • 500 g hakket oksekød
  • 1 spsk olie
  • 3 spsk sojasauce
  • 2 fed hvidløg
  • 1 1/2 spsk karry
  • 280 g ris
  • 9 dl vand
  • 3 oksebouillonterninger
  • 150 g frosne ærter
  • 150 g majs

Start med at forberede grøntsagerne. Skyl forårsløg, og snit dem fint - gem evt. noget af den grønne del til at drysse over retten inden servering. Skræl gulerødderne, og skær dem i små tern. Skyl peberfrugter, og kassér de hvide hinder. Skær også peberfrugterne i tern.

Brun det hakkede oksekød af i olien ved høj varme. Tilsæt sojasauce, og lad det stege ind i kødet. Pil hvidløg, og pres det over kødet.

Kom grøntsagerne i gryden, og skru ned på middel varme. Svits grøntsagerne i 5 minutter. Tilsæt karry, og bland det godt sammen med grøntsagerne og kødet.

Tilsæt ris, vand og oksebouillonterninger, og bring retten til en simren. Læg låg på, og lad det simre ved svag varme i 15 minutter. Rør rundt flere gange undervejs.

Tilsæt frosne ærter og majs, og lad retten simre yderligere 5 minutter.

Smag til med salt og peber, og servér straks.

Se også:
One pot mexicansk gryderet med hakket oksekød og ris

Fakta om opskriften

Måltid: Hovedret
Oprindelse: Det indiske køkken
Smag: Karry, oksekød, grøntsager
Samlet tidsforbrug:

Næringsindhold for retten

pr. personhele portionen
Kalorier623 kcal2494 kcal
Kulhydrat74 g297 g
Protein38 g154 g
Fedt17 g68 g

Tip til at gøre retten sundere

Ris er rimelig kalorieholdige, så du kan gøre retten sundere ved at skære ned på mængden af ris og tilføje fintsnittet spidskål eller hvidkål i stedet for.

Til 4 personer skal du lave følgende ændringer:

  • Brug 140 g ris i stedet for 280 g
  • Brug 6 dl vand i stedet for 9 dl
  • Brug 2 bouillonterninger i stedet for 3
  • Fintsnit 1 lille spidskål, og tilsæt det sammen med risene

Andre gode opskrifter med ris og hakket oksekød

Vi har masser af lækre opskrifter med oksekød og ris, og disse er blandt de bedste:

Risret med oksekødStegte ris med oksekødFlere sunde retter med hakket oksekød

Indsendt af
d.
09.12.21.
Kategori:
Hvor mange stjerner giver du?
Stem