Tarteletfyld - nem opskrift
Rigtig nem opskrift på tarteletfyld af den lækre klassiske slags med kylling og asparges i en dejlig cremet sovs. Vælg selv, om du vil bruge kyllingefileter eller en hel kylling i fyldet.
Inden vi går videre ned til opskriften på tarteletfyld, vil jeg også lige tippe dig om mit yndlingstilbehør:
Godt tilbehør til tarteletter
Og lad os så komme i gang med at lave tarteletter 😀
Ingredienser
til 18 stkKogning af kylling
- 600 g kylling (f.eks. kyllingefileter eller en hel kylling)
- ca. 1 l hønsebouillon (eller den dobbelte mængde, hvis du bruger en hel kylling)
Tarteletfyld
- 75 g smør
- 6 spsk mel
- 8 dl kogevand (den bouillon du har kogt kyllingen i)
- 2 dl fløde
- 1 dl vand fra aspargessnitterne
- 1 ds aspargessnitter
- salt
- peber
- Evt. 1 bdt grønne asparges hvis det skal være ekstra luksus
Start med at koge kyllingefileter eller en hel kylling
Kom kylling op i en gryde, og dæk med hønsebouillon. Bring det i kog, og lad det simre, til kyllingekødet er mørt. Det tager ca. 15-20 minutter, hvis du bruger kyllingefileter og 1 time, hvis du bruger en hel kylling.
Tag kyllingen op, og pluk eller skær kødet i mundrette stykker. Tag det kogevand fra, du skal bruge til tarteletsovsen, og hæld det gennem en sigte.
Sådan laver du tarteletfyldet
Smelt smørret i en gryde, og rør melet ud heri.
Pisk kogevandet i lidt ad gangen. Pisk også fløde og aspargesvand i.
Kog sovsen igennem i 10 minutter, til den er tyknet, og melsmagen er væk. Hvis sovsen ikke er tyknet nok, kan du lade det koge længere tid eller jævne med lidt Maizena udrørt i vand.
Tilsæt aspargessnitter og kyllingekød, og smag tarteletfyldet til med salt og peber.
Servér det hjemmelavede tarteletfyld i lunede tarteletskaller, og pynt evt. med frisk persille.
Skal det være ekstra luksus?
Så kan du snitte nogle friske grønne asparges i små stykker og komme i fyldet. Så skal fyldet blot simre i 5-6 minutter yderligere, så aspargesstykkerne lige akkurat bliver møre. Pynt gerne med de små aspargeshoveder - se her, hvor lækkert det ser ud:
Grønt tilbehør til tarteletterne
Vil du servere lidt grønt til, kan jeg anbefale denne opskrift på tilbehør til tarteletter.
Hvis du vil bruge en hel kylling
Hvis du vil koge en hel kylling til tarteletterne, skal du gå efter en, der vejer ca. 1300-1400 gram. Det giver de ca. 600 gram kyllingekød, man skal bruge til fyldet.
Ofte stillede spørgsmål
Få svarene på nogle af de mest almindelige spørgsmål til tarteletter herunder.
Kan man lave det dagen før?
Ja, man kan sagtens lave fyldet i forvejen, så det blot skal varmes op inden servering. Sørg for at varme det ved relativt svag varme og under opsyn, så det ikke brænder på.
Hvor længe kan fyldet holde sig i køleskabet?
Fyldet kan holde sig 2-3 dage i køleskabet, hvis det er blevet kølet hurtigt ned efter tilberedning.
Kan man fryse det?
Ja, man kan fint fryse fyldet ned. På frost kan det holde sig op til 3 måneder.
Hvor mange tarteletter skal man beregne per person?
Skal tarteletterne serveres som forret, skal man beregne 2 stykker per person. Skal de serveres som hovedret, kan du beregne 3-4 stykker per person (afhængig af, om du serverer tilbehør til eller ej).
I denne opskrift bliver der tarteletfyld til ca. 8-9 personer ud af en grundportion, hvis det er til en forret, og til ca. 5-6 personer, hvis det er til en hovedret.
Hvor mange gram fyld pr. tartelet?
Der kan være ca. 85-90 gram fyld i en tartelet, men mange sætter lidt ekstra fyld på bordet, så man selv kan tage lidt mere. Så det er en god idé at regne med omkring 100-110 gram fyld per tartelet.
Hvor meget tarteletfyld pr. person?
Det kommer an på i hvilken sammenhæng, du skal servere tarteletterne, men regn med disse mængder:
Til forret: 225-250 gram per person
Til hovedret: 325-400 gram per person
Kan man lave det glutenfrit?
Hvis du vil lave glutenfrit tarteletfyld, skal du undlade mel- og smørjævningen. I stedet skal du koge bouillon, fløde og aspargesvand op, og jævne det med Maizena udrørt i vand. Kog det efterfølgende igennem, til det tykner, og tilsæt aspargessnitter og kyllingekød.
Tilføj ærter og gulerødder til fyldet
Det er rigtig lækkert at tilføje ærter og gulerødder til fyldet. Til 1 portion skal du bruge 150 g ærter og 200 g gulerødder.
Skræl gulerødderne, og skær dem i helt små fine tern. Kom dem op i en skål med de frosne ærter, og hæld kogende vand over. Hæld vandet fra, og rør de blancherede ærter og gulerødder i tarteletfyldet.
Fakta om opskriften
Måltid: Forret eller hovedret
Oprindelse: Det danske køkken
Samlet tidsforbrug: med kyllingefileter og 1 time og 25 min. med en hel kylling.
Næringsindhold for tarteletfyld
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 120 kcal | 2152 kcal |
Kulhydrat | 3 g | 47 g |
Protein | 8 g | 137 g |
Fedt | 9 g | 157 g |
Næringsberegningen omfatter kun selve tarteletfyldet - ikke tarteletskallerne.
Flere fantastiske opskrifter på tarteletter
Jeg elsker tarteletter, og derfor har jeg både opskrifter på de gammeldags af slagsen og nogle lidt anderledes varianter, som du kan se herunder:
Tarteletter med hel kyllingTarteletter med skinkeÆggeletter - tarteletter med æggefyld