Mini hasselback kartofler

Lækre mini hasselback kartofler, der smager intet mindre end fantastisk. Jeg serverede de små kartofler som en del af en tapas sammen med aioli, men de kan også sagtens bruges som almindeligt tilbehør til f.eks. oksekød, fisk eller kylling.

Til 4 personer
  • 800 g kartofler (små)
  • 1/2 dl olie
  • salt

Tilbehør

  • F.eks. aioli

Rens kartoflerne, og skær tynde snit i dem uden at skære helt igennem. Læg evt. skaftet fra en kniv eller gaffel bagved hver kartoffel, så undgår du at skære hele vejen igennem.

Skyl kartoflerne i en sigte, så overskydende stivelse skylles af – så bliver de nemlig ekstra sprøde.

Kom kartoflerne i en pose, og hæld olien heri. Ryst posen, så olien fordeles godt. Hæld kartoflerne ud på en bradepande med bagepapir, og drys med salt.

Bag kartoflerne ved 200 grader i ca. 30-40 minutter, til de er sprøde og møre. Dyp f.eks. kartoflerne i aioli eller servér dem som tilbehør til al slags kød.

Indsendt af
d.
29.05.17.
Kategori:

Kan de laves i forvejen?

Ja, man kan fint forberede og forstege kartoflerne en dag i forvejen. Gør dem klar efter opskriften, og bag dem ca. 20 minutter. Dæk dem til med husholdningsfilm, og sæt dem efterfølgende på køl. Inden servering skal de da blot steges de sidste 10-20 minutter, til de er møre og sprøde. Husk at tage dem ud af køleskabet, ca. en halv time inden de skal steges det sidste, så de kan få stuetemperatur.

Hvordan undgår man at skære helt igennem kartoflerne?

Jeg plejer som nævnt at lægge skaftet fra en kniv eller gaffel bagved hver kartoffel, når jeg skærer dem, men der er andre metoder, der kan være lige så gode. Man kan f.eks. placere hver kartoffel i en spiseske, grydeske eller underkop, når man skærer dem.

Har man en kødnål, kan man også stikke den i kartoflen, så den fungerer som stopklods for, at man skærer helt igennem. Andre har også haft held med at bruge en æggedeler i metal til at skære kartoflerne.

Hvilke krydderier kan man bruge?

Udover salt kan du sagtens bruge andre krydderier, så du kan få lige den smag, du har lyst til. Paprika er altid super godt til kartofler, især i selskab med hvidløgspulver. Er menuen italiensk inspireret, kan du krydre kartoflerne med en blanding af rosmarin, timian og oregano. Du kan også gå efter en mere krydret mexicansk smag og tilføje tacomix, chilipulver eller spidskommen og koriander til kartoflerne. Kun fantasien sætter grænser.

Hvad kan kartoflerne serveres til?

De lækre hasselback kartofler er oplagte at servere til f.eks. en god oksemørbrad, fyldt kyllingefilet eller svinemørbrad.

De små hasselback kartofler er også rigtig gode som del af et tapasbord eller som små hapsere serveret med en dip til. Her er aioli, avocadocreme, pesto og ikke mindst bearnaisemayo helt eminente at servere til.

Indsendt af
d.
29.05.17.
Kategori: