Nem salat med broccoli, gulerødder og creme fraiche
Dejlig broccolisalat med den fantastiske kombination af velsmag og nemhed. Sprøde gulerødder, friske forårsløg og søde majs smager suverænt i selskab med creme fraiche og limesaft, der gør salaten cremet og lækker. Den kan serveres til stort set alt, men egner sig især godt som tilbehør til mexicanske retter og grillmad.
- 1 broccoli
- kogende vand
- 2 gulerødder (100 g)
- 2 forårsløg
- 1 peberfrugt
- 80 g majs
- 175 g creme fraiche
- saft af 3/4 limefrugt
- salt
- peber
Skær stokken fra broccolien, og kassér den. Skyl broccolihovedet, og skær det herefter i helt fine buketter. Hæld kogende vand over, og lad det stå et par minutter. Hæld vandet fra, skyl med koldt vand, og lad broccolien dryppe af.
Skræl gulerødder, og skær dem i tynde strimler. Gulerødderne kan også rives, hvis du synes, det er nemmere. Skyl forårsløg, og snit det fint. Skyl peberfrugt, og skær de hvide hinder og kerner fra. Skær dem i små tern. Hæld vandet fra majsene, hvis du bruger majs fra dåse. Bland alle grøntsagerne sammen i en skål.
Tilsæt creme fraiche og limesaft, og vend det hele godt sammen. Smag til med salt og peber - så er broccolisalaten klar til servering.
Se også:
Denne broccolisalat med feta og hvidløgsdressing.
Hvad kan man servere til?
Salaten kan serveres til langt det meste, men den passer ekstra godt til disse lækre retter:Kylling i fad med ris og ost
Lækre kyllingefileter med bacon og ost
Mexicansk farsbrød
Nem one pot gryderet med ris og hakket oksekød
Næringsindhold for salaten
pr. 100 gram | pr. person | hele portionen | |
---|---|---|---|
Kalorier | 67 kcal | 224 kcal | 673 kcal |
Kulhydrat | 6 g | 19 g | 58 g |
Protein | 2 g | 8 g | 23 g |
Fedt | 3 g | 11 g | 34 g |