Gulerødder på panden

Det er super nemt at lave de lækreste smørstegte gulerødder på panden. De får en dejlig stegeskorpe, der giver masser af smag, og skal det være ekstra lækkert, kan du tilføje en smule honning og lave glaserede gulerødder.

  • Glaserede i smør og med en dejlig stegeskorpe - sådan skal perfekte gulerødder på panden se ud.
  • Det er super nemt og gulerødderne skal bare passe sig selv.
  • Et diskret drys timian eller rosmarin passer rigtig godt til de søde rødder.
Til 3 personer
  • 600 g gulerødder
  • 20 g smør
  • 2 tsk olie
  • 1 tsk timian eller rosmarin (tørret eller frisk)
  • salt
  • peber
  • evt. 1 1/2 spsk honning (hvis du vil lave glaserede gulerødder)

Stegte gulerødder på panden

Skræl gulerødderne, og skær dem i halve eller kvarte på langs, afhængigt af hvor tykke de er.

Kom smør og olie på en pande, og varm det op ved middel varme (trin 5 ud af 9 på komfuret), til smørret er smeltet.

Kom gulerødderne på panden, og tilsæt timian eller rosmarin. Krydr med salt og peber.

Steg gulerødderne i 15-20 minutter, til de er møre og har fået lidt stegeskorpe. Vend rundt i dem undervejs i stegningen, så de ikke brænder på. Den specifikke stegetid afhænger af tykkelsen på dine gulerodsstave.

Hvis du vil lave glaserede gulerødder

Tilføj honning, når der er 10 minutter tilbage af stegetiden. Vend rundt i gulerødderne lidt oftere, efter du har tilsat honning, da sukkerstofferne i honningen får dem til at brune hurtigere.

Se også:
Smørstegt spidskål på panden

Tips til at gøre de smørstegte gulerødder ekstra lækre

Find tips herunder til at gøre gulerødderne ekstra gode.

Drys feta over

Når gulerødderne er færdigstegte, kan du anrette dem pænt på et lille fad og drysse lidt smuldret feta over. Den salte feta passer nemlig super godt til de søde gulerødder.

Beregn ca. 100 g feta til 3 personer.

Et lille drys smuldret feta er prikken over i'et på de stegte gulerødder

Tilføj hvidløg

Du kan sagtens tilføje lidt hvidløg til gulerødderne. Brug 1 lille fed hvidløg til 3 personer. Riv eller hak hvidløget fint, og steg det med de sidste 2-3 minutter af stegetiden. Tilsætter du hvidløget før, risikerer du, at det brænder på og bliver bittert.

Tilsæt appelsin- eller citronsaft

Det er rigtig lækkert at tilsætte enten appelsin- eller citronsaft, som gulerødderne kan glaseres i. Brug ca. 2 spsk saft til 3 personer, og tilsæt det til panden, efter gulerødderne er kommet på.

Laver du honningglaserede gulerødder er det især godt at tilføje lidt citronsaft, da det giver et godt modspil til både honning og gulerødder, der begge har en meget sød smag.

Fakta om opskriften

Måltid: Tilbehør
Oprindelse: Det danske køkken

Tidsforbrug:
Forberedelsestid:
Stegetid:
Samlet tidsforbrug:

Næringsindhold for pandestegte gulerødder

pr. personhele portionen
Kalorier134 kcal402 kcal
Kulhydrat13 g38 g
Protein2 g5 g
Fedt7 g21 g


Næringsberegningen er uden honning.

3 andre gode måder at tilberede gulerødder på

Vil du gerne se flere lækre måder at lave gulerødder på, så kan jeg især anbefale dig at tage et kig på disse opskrifter:

Gulerodsfritter med parmesanLækker salat med bagte gulerødderOvnbagte gulerødder med bacon

Publiceret d.
22.02.22.
Kategori:
Hvor mange stjerner giver du?
Stem