Perfekt flanksteak på pande

Se her hvordan du steger flanksteak på panden, så den bliver virkelig mør, super saftig og får masser af smag.

  • Hvis du skærer flankestegen ordentlig ud, er den super mør og lækker.
  • Den perfekte stegte flanksteak er her færdig på panden og klar til at hvile.
Til 3 personer
  • 1 flanksteak (á ca. 5-600 gram)
  • salt
  • peber
  • evt. 2 fed hvidløg
  • evt. 2 kviste rosmarin eller dobbelt så meget timian
  • 1 spsk olie
  • 2 spsk smør

Sådan steger du den perfekte flanksteak på panden

Start med at tage kødet ud af køleskabet 30-45 minutter før, du skal stege den.

Fjern evt. sener og store fedtklumper af flanksteaken. Dup kødet tørt med køkkenrulle. Krydr stegen godt med salt og peber.

Forbered smagsgivere, hvis du vil bruge dem: Knus hvidløg (du behøver ikke pille dem) med den flade side af en kniv. Skyl krydderurterne, og dup dem tørre.

Stegning og stegetid

Varm en pande op ved høj varme (trin 7 ud af 9 på komfuret).

Tilsæt olie, og kom flanksteaken på panden. Brun den godt af 1 minut på hver side.

Skru ned til middel varme (trin 4 ud af 9). Tilsæt smør og evt. hvidløg og krydderurter.

Steg yderligere ca. 3-4 minutter på hver side for et medium rare resultat. Hvor lang tid kødet helt præcist skal stege, afhænger af tykkelsen på din flanksteak, og hvordan du ønsker kødet stegt, så du kan evt. tjekke centrumtemperaturen med et stegetermometer (Se temperaturer for de forskellige stegeresultater her).

Tag en ske, og øs det smeltede smør over flanksteaken i løbet af stegningen - så bliver kødet ekstra saftigt.

Tag kødet af panden, og lad det gerne hvile i 10 minutter. Undlad at dække kødet med stanniol eller lignende, da det i så fald vil stege videre og blive tørt. Se her hvordan du bedst skærer flanksteaken ud.

Tip:
Du kan også bruge en flanksteak til at lave en lækker kødroulade.

Ofte stillede spørgsmål

Få svarene på nogle af de gængse spørgsmål til opskriften herunder:

Hvordan steger man en marineret flanksteak på panden?

Har du købt en marineret flanksteak, kan du stege den på samme måde som ellers beskrevet i opskriften, men det er ekstra vigtigt at duppe kødet godt tørt med køkkenrulle inden stegning. De marinerede flanksteaks indeholder nemlig ofte ekstra væske, som kan forhindre kødet i at få en ordentlig stegeskorpe.

Vil du selv lave en god marinade til kødet, kan du tage et kig på denne lækre grillmarinade eller denne spændende ølmarinade.

Kernetemperaturer for de forskellige stegeresultater

Se herunder hvilken temperatur, kødet skal have for at opnå de forskellige stegeresultater.

Kernetemperatur
Rødt kød56-57 grader
Medium rare kød58-60 grader
Rosa kød61-63 grader
Gennemstegt kød64-66 grader

Hvordan skærer man flanksteak?

Når du skal skære din flansteak, er det vigtigt, at du skærer relativt tynde skiver på tværs af kødfibrene. Hvis din udskæring ligger på langs med kødfibrene, vil kødet være sejt og næsten umuligt at tygge i, hvorimod det opleves som mere mørt, når du skærer på tværs af fibrene.

Kan man stege den på en grillpande

Ja, det kan man sagtens gøre. Hvis du vil have flotte grillstriber på stegen, skal du sørge for ikke at flytte for meget rundt på den undervejs i stegningen.

Hvad serverer man til?

Det er rigtig lækkert at servere f.eks. sprøde pandestegte kartofler, ovnbagte kartofler eller pandestegte grøntsager til en flanksteak.

Derudover er det også dejligt med en god sovs og en frisk salat til.

Fakta om opskriften

Måltid: Hovedret
Oprindelse: Det danske køkken

Tidsforbrug:
Forberedelsestid:
Stegetid: (afhængig af, om du steger kødet rødt, medium eller gennemstegt)
Hviletid: 10 min.

Næringsindhold for pandestegt flanksteak

pr. personhele portionen
Kalorier363 kcal1090 kcal
Kulhydrat0 g0 g
Protein38 g114 g
Fedt23 g70 g
Publiceret d.
28.02.22.
Kategori:
Hvor mange stjerner giver du?
Stem