Krydrede oksefrikadeller i fad med grøntsager og tomatsovs

Gode oksefrikadeller krydret med hvidløg, persille og chili. Steges i ovnen med rustikke grøntsager og tomatsovs - altsammen i samme fad, så det er super nemt.

  • Lækker opskrift på krydrede oksekødsfrikadeller.

Til 4 personer

Fedtfattig

Tænd ovnen på 230 grader.

Skræl kartofler og gulerødder og skær dem i mundrette stykker. Kom dem i et ildfast fad. Skyl peberfrugterne og kom dem ligeledes i fadet.

Hak løg og hvidløg meget fint. Kom den ene halvdel i fadet med grøntsagerne og den anden halvdel i en skål (skal bruges til oksefrikadellerne).

Bland grøntsagerne godt sammen i fadet. Kom tomatpuré og hakkede tomater i. Krydr med salt og peber og bland forsigtigt sammen.

Sæt fadet i ovnen i 40 minutter.

Kom oksekød og æg i skålen med løg og hvidløg. Tilsæt rasp eller brød - hvis du bruger brød skal det smuldres/hakkes først og det skal være uden skorper.

Skyl chilien, flæk den på langs og fjern kernerne. Hak chilien fint og kom den i skålen.

Skyl persillen og lad den dryppe godt af. Hak den og kom halvdelen i farsen (den anden halvdel serveres som drys til retten).

Krydr med spidskommen, salt og peber. Rør farsen godt sammen (brug evt. hænderne) og form den til frikadeller.

Tag fadet ud af ovnen (når det har bagt i 40 minutter) og læg oksefrikadellerne ovenpå. Sæt fadet tilbage i ovnen, skru ned på 200 grader og bag i yderligere 25 minutter.

Servér med resten af persillen som drys. Retten kan evt. serveres med ris, couscous eller bare som den er.

Indsendt af
d.
23.08.18.
Kategori:


Modtag ugens opskrift

Vi håndplukker hver uge en ny og inspirende opskrift – og leverer den direkte til din indbakke. Og det er helt gratis at modtage nyhedsbrevet.